Krisen i Venstre minder om opgøret mellem »Clemme« og Ninn

Lars Løkkes flirteri med Mette Frederiksen minder om et kendt formandsopgør i dansk politik i 70erne, og Venstre kan med fordel se tilbage på de gode råd, der blev givet dengang, for at finde en vej ud af moradset.

»Denne store, konservative magtkamp varede i over to år og sluttede først, da de begge var gået af, og Poul Schlüter 29. januar 1974 blev partileder. Det var en utrolig opslidende og pinlig konflikt. Den blev af iagttagere og deltagere betegnet som »psykotisk«. Undervejs blev stort set alle partiets aktive delt op i, om de var »Clemme«-tilhængere eller Ninn-tilhængere,« skriver Peter la Cour. Mogens Ladegaard

Der er klare paralleller mellem den nuværende lederkrise i Venstre og det ødelæggende opgør i 1972-74 mellem Det Konservative Folkepartis daværende partiformand Erik Haunstrup Clemmensen og den daværende partileder, formanden for den konservative folketingsgruppe, Erik Ninn-Hansen.

Denne store, konservative magtkamp varede i over to år og sluttede først, da de begge havde meddelt deres afgang, og Poul Schlüter 29. januar 1974  blev partileder. Det var en utrolig opslidende og pinlig konflikt. Den blev af iagttagere og deltagere betegnet som »psykotisk«. Undervejs blev stort set alle partiets aktive delt op i, om de var »Clemme«-tilhængere eller Ninn-tilhængere.