Det er tåkrummende pinligt at følge med i korruptionsskandalen i Europa-Parlamentet. Skandalen, der handler om en græsk socialdemokrat og nu tidligere vicepræsident Eva Kailii, som – angiveligt sammen med blandt andre sin egen kæreste, sin far og en tidligere gruppekollega – har begået korruption for et kvalmende stort beløb i kontanter fra Qatar.
Det er også lidt komisk. For beløbet står slet ikke i proportioner til de 90 sekunder, som Kailii brugte på at holde en rosende og nervøst fremført tale i Strasbourg i slutningen af november. En tale, som vel at mærke ingen – heller ikke hendes egne gruppefæller – tog politisk afstand til på det tidspunkt. Så meget for værdien af det, der kan lyde stort i ørene på den, der er på lang afstand af Europa-Parlamentet – og som tilsyneladende har penge nok. Medmindre der er leveret andre ydelser, vi endnu ikke kender til.



