Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Kommentar: Hvad vil vi egentlig med det her samfund?

Professor Lasse Horne Kjældgaard har skrevet en interessant bog om velfærdsstaten. Men måske er tiden inde til at tænke over, hvordan den skal indrettes i forhold til velfærd, offentlig sektor og erhvervslivets rolle.

Adm. direktør i tænketanken DEA Stina Vrang Elias opfordrer til, at vi tænker over vores samfundsmodel og er klar til at kaste noget af det kendte op i luften og tænke nye tanker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Normalt gør jeg mig ikke så meget i denne type litteratur. På arbejde læser jeg primært rapporter og analyser inden for uddannelses- og forskningsområdet. Og privat prioriterer jeg nyere amerikansk fiktion. Men i efteråret var jeg så heldig at møde professor Lasse Horne Kjældgaard til et privat arrangement. Ud over at være behageligt selskab forærede han mig efterfølgende sin bog »Meningen med velfærdsstaten«.

I et ukrukket sprog formidles Lasse Horne Kjældgaards litteraturhistoriske forskning om tilblivelsen af velfærdsstaten. I dag tager vi denne samfundsform for givet, og langt de fleste danskere bekender sig til den og bakker op om den. Men hvordan kom vi hertil? Hvilke politiske kampe udspillede sig? Hvad var håbet og frygten?

Grundlæggende sidder jeg tilbage med følelsen af, at vi har brug for en samtale om, hvad vi vil med det her samfund. Hele bogen er en hyldest til debatten om, hvad meningen med livet og samfundet er. Og en længsel efter, at vi igen sætter det på dagsordenen.

Det er ikke mindst vigtigt lige nu, hvor der er stor enighed om, at der skal investeres i velfærd og den offentlige sektor, men hvor det er svært at se erhvervslivets rolle helt tydeligt. Hvordan får vi klima, konkurrenceevne i en globaliseret verden og investering i velfærd til at gå op?

Bogens historiske perspektiv gav indsigt i min egen tid. Nyt for mig var det i hvert fald, at konkurrencestaten hverken er opdaget af Ove Kaj Pedersen eller Corydon. Næ, man har allerede fra 1950erne og frem drøftet den stigende individualisme og tilblivelsen af et konkurrencesamfund.

Og selv om der ikke er meget lyst til at drøfte den globale konkurrence p.t. – sådan som vi så det i 00erne og 10erne – så er den jo en realitet. »History will teach us nothing«, synger Sting. Men hvorfor ikke tage ved lære af tidligere tiders samtaler om individualisme og konkurrence i nutidens debat om for eksempel trivsel? Blive klogere på den tid, som vi kommer fra? Bruge den viden i udviklingen af fremtidens samfund?

Mange forskellige stemmer i den offentlige debat

Centralt i bogen står inddragelsen af andre stemmer i den offentlige debat. Politikerne inviterede nemlig forfattere ind i den politiske debat fra 1950erne og frem.

»Regeret bliver der alligevel,« sagde statsminister Viggo Kampmann (S), som ønskede en bredere debat om velfærdsstatens muligheder og faldgruber. Og særligt fiktionen – gennem forfattere som Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg og Anders Bodelsen – tilførte debatten både intellektuel tyngde og folkelig bredde.

Fiktionen gav et helt nyt sprog til den politiske debat, fordi fiktionen med den amerikanske forfatter Jennifer Egans ord – »gives us access to another consciousness«.

På den måde kan forfatterne behandle det levede liv i fremtidens velfærdsstat. Hvordan ville det føles, hvis kampen for overlevelse var erstattet af et materielt velstandsniveau? Hvilke problemer og udfordringer ville mænd, kvinder og børn opleve i dette fremtidens samfund?

På kanten af et nyt samfund?

Måske står vi ikke på kanten af et nyt samfund, men også nu forandres meget. Vi er kommet over på den anden side af de store ismer. Vi lever i et globaliseret samfund, som udfordrer os. Virksomhederne har været der længe, men resten af samfundet har svært ved at finde sine ben i det.

I Danmark er der demokratisk opbakning til investeringer i velfærd, en stram udlændingepolitik og indskrænkninger af vores frihedsrettigheder. Men vi kan ikke overlade det til økonomer, jurister og politologer alene at diskutere, hvilken type samfund vi vil være.

I de senere år har vi set lidt flere erhvervsledere blande sig i debatten. I tillæg til dem har vi brug for kunsten og kulturen til at minde os om, hvor vi kommer fra, og hvilke værdier vores samfund er bygget på – men også at udfordre vores tænkning ved at gøre os i stand til at fantasere om helt andre verdener og virkeligheder i fremtiden.

Ved at flytte os fra vores virkelighed og dilemmaer her og nu. Ad den vej får vi adgang til en helt anden forestillingsverden og derved udvides vores bevidsthed.

Jeg har en inderlig lyst til at debattere, hvad målet er i dag – hvad er egentlig meningen med det hele? Hvordan ser et moderne samfund ud i en global verden med en klimabevidst ungdom og stadig stigende krav om velfærd? De gode svar skal komme mange steder fra.

Og vi har i den grad brug for at lytte til nye og anderledes stemmer sammen med det etablerede politiske miljø.