20. juni vedtog Københavns Kommunes Borgerrepræsentation, at man vil regulere antallet af delecykler og elløbehjul i København. Det er altid problematisk, når kommunerne regulerer konkurrenterne til deres egne løsninger. Dette gælder selvfølgelig særligt, når argumenterne for regulering er meget svage, som det er tilfældet i denne sag.
Københavns Kommunes interesser i selskabet Bycyklen, kommunens eget bud på en delecykelløsning, er indiskutable. Københavns Kommune har nemlig støttet Bycyklen direkte med 40 mio. kr., og derudover har kommunen brugt ressourcer på planlægning, udbudsproces og håndteringen af konkursen i selskabet Gobike. Kommunen har desuden to pladser i bestyrelsen for By- og Pendlercykel Fonden, som står bag Bycyklen, hvor de to tidligere teknik- og miljøborgmestre, Morten Kabell og Klaus Bondam, også sidder.