Jeg blev arresteret for klimaet, for jeg ser ingen anden løsning

Fredelig civil ulydighed er et legitimt værktøj i klimakampen. Det bliver hårdt, udmattende, frustrerende og vil til tider gøre ondt, men vi holder ved.

Der er kun få situationer, hvor det kan retfærdiggøres at bryde loven. Men når vi står i en klimakatastrofe med kun tre år tilbage at løse det i, og politikerne ingen tegn viser for at gøre reel handling, så er dette en af de få situationer. Jeg har mistet tilliden til politikerne og mistet tilliden til det danske demokrati. Civil ulydighed er den eneste udvej.

Jeg er en af de hundredvis af aktivister, der i denne uge har blokeret broer, veje og ministerier i hele København. I løbet af aktionsugen er jeg blevet arresteret flere gange. Aktionerne var en del af aktionsugen »Vendepunktet«, som var arrangeret af Extinction Rebellion Danmark (oversat; oprør mod udryddelse) i samarbejde med mange andre grønne organisationer. Jeg lod mig ikke arrestere, fordi jeg synes, det er sjovt. Men fordi jeg mener, det er nødvendigt.