Hvorfor koster psykologhjælp penge, når behandling af fysiske lidelser er gratis?

Unge mellem 6 og 24 år skal kunne få gratis psykologhjælp uden henvisning fra en læge. Sådan lyder et forslag fra S-regeringen og dens støttepartier. Er det en god idé? Ja, siger Trine Torp, SF – nej, mener Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

»Erfaringer fra England og Norge viser gode resultater med direkte og gratis adgang. De erfaringer bør vi lade os inspirere af,« mener Trine Torp, SF. Liselotte Sabroe

Dette er en del af en pro et contra. Du kan læse Lars Boje Mathiesen, frihedsordfører for Nye Borgerlige, argumentere for det modsatte synspunkt her.

Der skal være let tilgængelig adgang til at få hjælp til sine psykiske problemer uden først at skulle have stillet en diagnose hos en læge. En diagnose, som desværre også er umulig at komme af med igen, fordi der ikke er nogen ret til at blive erklæret rask. Psykologhjælp skal ikke afhænge af, om man har råd til selv at betale behandlingen. Danmark skal kendetegnes ved fri og lige adgang til sundhed.