Sygeplejerske: Ønsker I virkelig at blive passet af en som mig?

Ung sygeplejerske knækkede efter få måneder: »Jeg synes ikke, det er fair, hverken for jer eller for mig. Jeg har lært min lektie. Jeg er blevet bedre til at passe på mig selv. Men faktum er, at omstændighederne ikke tillader os at passe bedre på jer eller på de nyuddannede sygeplejersker. Alle vi sundhedsfaglige gør alt, hvad vi kan for, at I føler jer i trygge og gode hænder, men ofte er det en illusion. Jeg håber, at vi snart kan få gjort noget ved denne problematik.«

»Jeg kunne være direkte skyld i, at en patient fik varige mén eller døde, hvis ikke jeg reagerede, som jeg skulle, og hvis jeg ikke gjorde mit arbejde godt nok. Men jeg var ikke klædt på til at udføre dette arbejde,« skriver Caroline Kronborg Grøn. LINDA KASTRUP

Kalenderen skrev sommer 2017, og jeg var lige blevet færdiguddannet sygeplejerske. Jeg havde masser af blod på tanden og min filosofi inden for sygepleje var, at mennesker, som kom i kontakt med sundhedspersonalet, allerede havde et negativt element i deres liv, og jeg ville gøre mit for, at disse mennesker fik den bedst tænkelige oplevelse, når de kom i kontakt med sundhedspersonalet.

For mig betød dette at være faglig kompetent, agere professionelt, være hjælpsom, sprede god og positiv energi og få patienterne til at føle sig mødt, hørt og støttet. Filmen knækkede dog hurtigt, og illusionen brast.