Her er de tre største problemstillinger for vores udlandsstuderende

Vi skal ikke være bange for dem, der har vovet sig ud i det store udland, bare fordi deres uddannelser ikke er kernedanske. Tværtimod vil det gavne det danske samfund økonomisk, kulturelt og innovationsmæssigt, at vi står med åbne arme og byder dem velkommen hjem igen.

»Der er mange årsager til, at danske unge tager til udlandet for at studere, og på trods af de mange forhindringer, vil der altid være en gruppe, som tager afsted. Det kan dog være svært at vende hjem igen, og en del af disse talenter vælger derfor at blive i udlandet,« skriver Emilie la Cour. Michael Dwyer

Danmark er ikke interesseret i at hente sine talenter hjem, når de har læst på universiteter rundt omkring i verden. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man kaster et blik over optagelseskrav og snakker med unge danskere, der har siddet fast i en urimelig proces.

Adskillige forhindringer står i vejen for unge, der gerne vil vende snuden hjem mod Danmark, som jo er et fantastisk land at bo i, efter udlandsstudier. Bliver bare nogle af dem løst, kan det bidrage til at afhjælpe den nuværende situation af manglende arbejdskraft og gøre Danmark til et rigere og mere innovativt land.