Som far i midten af 40erne, står jeg med et ben i to forskellige skolekulturer. I 1982 tog jeg det første skridt ind i en kultur, der var ovre de værste rystelser af den sorte skole, spanskrør var en fjern fortid. Nye tider havde gjort sit indtog i skolekulturen, og lærerfiguren var stadig en autoritet. Ørefigner var der kun få af, lærerne ville gerne dialogen, men satte klar retning inden for deres domæne; skolen. Magten var tydelig, opdragelse var forældrenes ansvar, resten bestemte lærerne.
Netop grænsen mellem domæner påpeger viceskoleleder Thomas Skovbo indirekte her for nylig. Kritikken går på, at forældre uden grænser fylder for meget. Skovbo påpeger, at flere og flere forældre stiller sig uforstående over for, at det faktisk er deres opgave at aflevere et undervisningsparat barn i skolen – vi kunne ikke være mere enige. Men hvor Skovbo ser forældre med »hovedet oppe i røven på sig selv«, ser jeg tværtimod forældre, som er inviteret indenfor på skolens domæne af en ledelsesform, som udvisker grænsen for, hvad der er skolens ansvar og hvad der er forældrenes.
