Giv lærerne magt til at drive skole og forældrene tid til at opdrage deres børn

Ingen synes at turde påpege, at med to fuldtidsjob, fritidsaktiviteter til ungerne, frivillig fodboldtræner job, og hvad den moderne familie ellers ligger under for faktisk har nået grænsen for, hvad de fleste forældre kan holde til. Især hvis de samtidig skal være nogenlunde udholdelige for deres børn at være sammen med. Der synes at være en slags forbandelse over hele projektet.

»Med skolestart startede en lavine vi som forældre ikke havde set komme. Den var ikke italesat direkte, men kom listende bag begreber som forældreinddragelse og sociale forældre,« skriver Mike Bruun-Lander. Arkivfoto. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Som far i midten af 40erne, står jeg med et ben i to forskellige skolekulturer. I 1982 tog jeg det første skridt ind i en kultur, der var ovre de værste rystelser af den sorte skole, spanskrør var en fjern fortid. Nye tider havde gjort sit indtog i skolekulturen, og lærerfiguren var stadig en autoritet. Ørefigner var der kun få af, lærerne ville gerne dialogen, men satte klar retning inden for deres domæne; skolen. Magten var tydelig, opdragelse var forældrenes ansvar, resten bestemte lærerne.

Netop grænsen mellem domæner påpeger viceskoleleder Thomas Skovbo indirekte her for nylig. Kritikken går på, at forældre uden grænser fylder for meget. Skovbo påpeger, at flere og flere forældre stiller sig uforstående over for, at det faktisk er deres opgave at aflevere et undervisningsparat barn i skolen – vi kunne ikke være mere enige. Men hvor Skovbo ser forældre med »hovedet oppe i røven på sig selv«, ser jeg tværtimod forældre, som er inviteret indenfor på skolens domæne af en ledelsesform, som udvisker grænsen for, hvad der er skolens ansvar og hvad der er forældrenes.