Når regeringen ifølge sit regeringsgrundlag ønsker at skabe et uddannelsessystem, der »fra folkeskolen til de videregående uddannelser giver alle børn og unge de bedste forudsætninger for at begå sig videre i livet, herunder med et bredt kendskab til deres egne evner, deres ønsker og til de muligheder, arbejdslivet byder på«, må vi på vegne af ti politiske ungdomsorganisationer, hele ungdomsfagbevægelsen og elev- og studenterbevægelsen kvittere for ambitionen.

Vi er fuldstændigt enige i regeringens ønske om, at flere unge skal i uddannelse og beskæftigelse. Vi er enige i, at søgningen er for lav til erhvervsuddannelser, velfærdsuddannelser og nogle af de fag, der er mest efterspurgt i erhvervslivet, og vi er enige i, at det er en vigtig politisk opgave at skabe bedre trivsel og sundhed blandt børn og unge.