At idræt er vigtig og kan være et middel til at forebygge den dalende mentale trivsel blandt unge er næppe til diskussion. Det kan derfor undre, at idrætssociale initiativer alligevel har så svært at blive en del af et fast statsligt støttesystem.

Den danske støttemodel til idrætten kommer hovedsageligt fra Udlodningsloven. Midlerne er fra politisk side fordelt til diverse organisationer, der arbejder med idræt og foreningsdeltagelse, hvor størstedelen af udlodningsmidlerne går til idrættens hovedorganisationer, DIF og DGI.