Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Går Frank Jensen på arbejde med skyklapper på?

Dele af Strøget i København er mere end ramponeret. Hvis Strøget skal overleve og fortsætte med at være unik, må ejerne af ejendommene og de københavnske politikere med Frank Jensen gå i spidsen for en kraftig fornyelse.

»Vil byen og de valgte politikere forretningslivet, vil forretningslivet også byen og sammen med politikerne være med til at løfte byen og Strøget?« skriver John Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Torben Weirup spørger i sin artikel 11/11 »Hvordan det dog skal gå med Strøget?« Et glimrende spørgsmål, som fortjener et svar. Københavns politikere på rådhuset er væsentlige aktører sammen med ejerne af ejendommene, der gennem en årrække må have forøget deres opsparing gevaldigt.

Begyndelsen af Strøget fra Rådhuspladsen er mere end ramponeret. Det gælder både sortiment af forretninger, facader og belægning. Efterhånden er Randers Handsker den eneste stolthed tilbage, så en kraftig fornyelse af den del ville være kærkomment.

John Hansen Fold sammen
Læs mere

Det kan samtidig være en god mulighed for at se et samarbejde mellem byens ejendomsejere og Københavns Kommune. Det ville være med til at løfte byens handelsåre til et sammenhængende niveau, som man finder i andre storbyer. Når metroen på Rådhuspladsen er klar, ville det jo være en fantastisk tanke at se Strøget stå færdigt med et nyt ansigt. Hvor eksempelvis en byport åbner gaden, kombinationen af let tilgængelighed og nye spændende gade- og bymiljøer, der vil understrege samspillet mellem butikker, spisesteder, kultur og fritid. Det vil skabe noget unikt at tænke i de baner og give tro på, at familier vil tilbringe hele dage i byen, til glæde og gavn for kommunen og de forretningsdrivende.

Der ligger en helhedsplan med investeringsønsker og beløb, som blev fremlagt under den daværende  teknik- og miljøborgmester Morten Kabell. Den kom desværre aldrig videre, sikkert af mange forskellige årsager, men fra vores side kunne vi bl.a. konstatere, at den var aldeles uambitiøs, idet ca. 50 pct. af beløbet skulle gå til renhold og vedligehold. Dette var på intet tidspunkt planen, da det er en del af opgaven allerede. Planen skulle løfte Strøget, give det fornyet værdi som beskrevet i de tidligere nævnte muligheder.

Om Frank Jensen transporteres på job med skyklapper, som nævnt i Weirups artikel, skal jeg ikke kunne sige, men at en stigende involvering fra hans side i f.eks. strøgprojektet ville være af stor betydning, er ikke til diskussion. I samme moment kan man jo overveje, om det er rigtigt at nedlægge det antal P-pladser, der er gjort, når vi samtidig oplever, at omegenscentrene tilbyder masser af parkering og meget af det gratis. Indre bys erhvervsdrivende kommer til at lide under det og dermed også Københavns Kommune.

Og inden nethandelen bliver hevet op af hatten som en forklaring på butikslukninger, bliver jeg nødt til at imødegå dette. Nethandelen kan mange ting, men give folk en oplevelse kan de ikke, med mindre de åbner detailforretninger. Samtidig er det klart, at det har en indflydelse, men der har altid været noget i detailhandelen, der talte for, at »nu blev det svært« p.g.a. eksempelvis stigende moms. Ja, det er svært, lige når det står på, men detailhandelen opruster, går imod og er der jo heldigvis stadig.

Vil byen og de valgte politikere forretningslivet, vil forretningslivet også byen og sammen med politikerne være med til at løfte byen og Strøget? Men kommunen skal ønske dette. Strøget skal overleve og fortsætte med at være unik. Det er i alles interesse.

KBH – Commerce & Culture er indre bys handelsstandsforening.