Hvad bør komme først i international politik: Værdier eller interesser? For Vesten er dette dilemma sat skarpt i relief af en saudisk dødspatruljes mord på den eksilerede saudiske journalist Jamal Khashoggi i Tyrkiet.
Saudi-Arabien er trods alt storaftager af vestlige våben, et førende olieland og en afgørende partner i at konfrontere og bremse Iran. Samtidig er kongedømmet en vigtig aktør i den igangværende magtkamp i den islamiske verden. Og frem til mordet på Khashoggi så landet ud til at være på vej mod omfattende reformer.
I 1979 slog den islamiske revolution, som havde sejret i Iran, fejl i Saudi-Arabien. I to uger af november og december det år besatte en gruppe væbnede fanatikere Den Store Moské i Mekka og krævede den saudiske regering væltet. Til sidst blev de overmandet af saudisk militær. Men episoden gjorde den saudiske ledelse langt mere tilbøjelig til at gå på kompromis med, og endda direkte støtte, islamistiske radikale og ekstremister.
Så kom juni 2017, da Mohammed bin Salman, populært kaldet MBS, pludselig blev udnævnt til kronprins og arvtager til den saudiske trone. For mange iagttagere så Saudi-Arabien endelig ud til at få en leder, som ville konfrontere de dybt rodfæstede interesser, som længe havde forhindret landet i at modernisere sig. Vestlige lande, og specielt USA, havde i årtier ventet på at se et sådant politisk skift i kongedømmet.
I første omgang kunne vestlige ledere næsten ikke andet end blive forført af MBS og hans ambitiøse reformplaner. Endelig var her en person, som kunne lede sunnierne i deres kamp om herredømmet med Iran. Egypten var reelt trukket ud af spillet om indflydelse i regionen, og Tyrkiet var en vanskelig partner, om end medlem af NATO. For en amerikansk præsident, som var opsat på at bryde med sin forgængers mere afbalancerede tilgang til regionen, var MBS som sendt fra himlen.
Langtfra perfekt
Men MBS viste sig hurtigt at være langtfra perfekt. Han løb en unødig risiko ved at optrappe krigen i Yemen og har nu et betydeligt antal civiles blod på hænderne. Han kidnappede Libanons premierminister, Saad Hariri, og holdt en stribe velhavende saudiere i husarrest på Ritz-Carlton i Riyadh. De fik først lov til at forlade deres tvungne hotelophold efter at have afgivet store dele af deres formuer.
Budskabet fra Khashoggi-mordet er lige så klart: Dissidenter og oppositionsskikkelser bør vide, hvad der venter dem, hvis de fortsætter med at kritisere det nye regime. Det er fint nok at drømme om demokrati i den arabiske verden, så længe man forstår, at reformer kun kan komme fra toppen.
Hvad enten MBS’ adfærd er drevet af impulsive tanker, umodenhed, hans tætte forhold til USAs førstefamilie – specielt præsident Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner – eller alt det ovennævnte, kan der ikke herske nogen tvivl om, at han er gået for vidt. Man kan ikke snigmyrde en kommentator for Washington Post og forvente, at ingen tager notits af det. Og det faktum, at forbrydelsen blev begået på et territorium tilhørende en rival som Tyrkiet, gør kun dårskaben værre. Efter terrorangrebet 11. september 2001 er verden på ingen måde klar til at tolerere 15-mands saudiske dødspatruljer på udenlandske togter.
Mordets barbariske karakter var ikke bare chokerende, men også chokerende naiv. Det burde have været indlysende, at det saudiske konsulat i Istanbul var udstyret med overvågningsudstyr. Som vi nu ved, kunne de tyrkiske efterretningsorganer følge den grufulde handling »direkte« og dernæst gradvis afsløre den for resten af verden. Ingen har undgået at fange ironien i at se den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, pege fingre ad sin unge saudiske rival. Nok bliver der i Tyrkiet fængslet journalister i hundredvis, men de bliver i det mindste ikke hugget i småbidder.
Indtil nu har MBS betragtet sig selv som hævet over loven. Udover at nyde Trump-hoffets stiltiende beskyttelse, ved han, at verden stadig er stærkt afhængig af saudisk olie. Som Canada for nylig erfarede, tøver MBS’ regime ikke med at spille oliekortet som svar på kritik af regimets omgang med menneskerettigheder.
Magtbalancen har ændret sig
Men MBS tog fejl ved at antage, at han aldrig ville blive udfordret på det område. Den kommercielle betydning af gode forbindelser til kongedømmet gælder stadig. Men nu er rollerne byttet om: Saudi-Arabien er nu langt mere afhængig af USA end omvendt. Et boom i skifterolie har betydet, at USA kan modstå afbrydelser i de saudiske olieforsyninger. Men saudierne kan ikke fungere militært uden amerikanske våben. Magtbalancen mellem de to lande er rykket markant i USAs favør.
Som Khashoggi-dramaet har udfoldet sig, er de to største politiske tabere MBS og Trump. MBS vil nu skulle forsvare sig mod voksende modstand internt i kongefamilien. Selv om alt på overfladen fortsætter som normalt, kan hans hjemlige modstandere nu argumentere for, at han langtfra moderniserer sit land og i stedet har gjort det mere isoleret og svækket, end før han kom til magten.
Imens skal Trump nu rydde op i det politiske morads, som han og hans familie har anbragt sig selv i ved at knytte tætte personlige bånd til udenlandske despoter. Selvfølgelig har MBS intet at gøre med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un. Men der anes nu et mønster, og ingen vil blive overrasket, når Trumps relationer til Kim også giver voldsomt bagslag.
Diplomati er en kunstform, ikke en videnskab. Det kræver skarpsindighed, kløgt og frem for alt erfaring. Trump har forfulgt diplomatiske mål med en slags sublim skødesløshed. Og med MBS har han måske mødt sin ligemand.
Copyright: Project Syndicate. Oversættelse: Bibi Christensen
