Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forsker: Morten Hesseldahl har misforstået, hvad identitetspolitik er

Når Gyldendals direktør Morten Hesseldahl blæser til »kulturkamp«, er det primært et tegn på, at han har misforstået det, han kritiserer.

»Ifølge Hesseldahl er identitetspolitik 'fuldstændig ødelæggende, og jeg forstår ikke, at der ikke er større opmærksomhed om det'. Men som Vincent Hendricks og jeg viser i vores bog om identitetspolitik er der blandt politikere, medier og meningsdannere et enormt fokus på netop dette emne,« skriver Silas L. Marker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

I et interview i Berlingske 13.11 blæser Gyldendals direktør Morten Hesseldahl til »kulturkamp« mod, hvad han kalder »identitetspolitik« og »krænkelseskultur«, som han beskylder for at ville bestemme, hvad forlag må udgive.

Desværre blander han tingene sammen, for identitetspolitik har ikke noget med tilbagetrækning af bøger at gøre.

Ifølge Hesseldahl er identitetspolitik »fuldstændig ødelæggende, og jeg forstår ikke, at der ikke er større opmærksomhed om det«. Men som Vincent Hendricks og jeg viser i vores bog om identitetspolitik 'Os og dem', er der blandt politikere, medier og meningsdannere et enormt fokus på netop dette emne.

Ofte så stort, at en fjer i kampens hede nemt bliver til fem høns, eller en ikke-sag puster sig op til en opmærksomhedsboble, der fjerner fokus fra vigtigere emner. Tænk for eksempel på, da vi diskuterede, om det var i orden, at man nu ville have kønsneutrale lyskryds – selvom ingen krævede det eller var »krænkede«. Kristeligt Dagblad havde blot spurgt en række kommunalpolitikere, hvoraf tre var positive over for idéen.

Hesseldahl har ret i, at (især feministisk og antiracistisk) identitetspolitik i høj grad er en kritik af oplysningstiden. Det må dog ikke forveksles med kritik af oplysningstidens lighedsidealer. Tværtimod holder identitetspolitik ofte samfundet op på oplysningsløftet om, at alle er lige og frie. Argumentet er, at nogen – typisk velstillede, hvide mænd – tilsyneladende er mere lige end andre, så længe der stadig findes racisme og sexisme.

Silas Lischang Marker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Silas Lischang Marker.

I denne optik er oplysningstidens mål ikke indfriet for alle endnu, og det minder identitetspolitikken os om.

Det betyder ikke, at det altid bliver gjort på en smart måde. Krav om tilbagetrækning af bøger, som uden tvivl forekommer, skaber ikke dialog og løser næppe nogen ligestillingsproblemer. Men at ville fjerne eller forbyde bøger, som Hesseldahl beskylder identitetspolitik for, er ikke en del af nogen rimelig endsige videnskabeligt funderet definition af identitetspolitik.

Tværtimod kræves det i tide og utide af alle mulige aktører – eksempelvis for nylig, da Lars Bukdahl, som de færreste forbinder med identitetspolitik, krævede, at Tobias Hammans nye bog blev trukket tilbage, fordi den var »ond«.

Hesseldahl nævner som eksempler på identitetspolitikkens tyranni i Danmark to reelle samt et hypotetisk. De virker dog alle malplacerede og bidrager til at øge forvirringen.

Det ene var, da en gruppe mødre og psykologer opfordrede Gyldendal til at trække bogen »Godnat og sov godt« tilbage. Forlaget gjorde ret i ikke at give efter, men sagen havde intet med identitetspolitik at gøre, hvilket gør det svært at se relevansen af eksemplet i et interview om identitetspolitik.

Det andet var, da Gyldendal genudgav en version af Halfdan Rasmussens »Abrakadabra og andre børnerim«, hvor digte med ord som »neger« og »hottentot« var redigeret ud. Eksemplet er interessant, fordi det her var Gyldendal, der blev kritiseret for at ligge under for en krænkelseskultur, selvom ingen var krænket eller havde krævet disse ord fjernet. Gyldendal gjorde det med Hesseldahls ord, fordi »det er en pointe ikke at bruge et nedsættende ord over for børn, når man læser op«. Med andre ord kan heller ikke denne sag bruges til at kritisere identitetspolitik som sådan.

»Tilbage står, at interviewet begår den fejl, der ofte ses i de mange, ophedede og polariserede offentlige debatter om identitetspolitik: Æbler og pærer blandes sammen.«


Til slut svarer Hesseldahl fornuftigt »nej« til et hypotetisk spørgsmål om, hvorvidt han ville trække en kogebog tilbage, hvis en gruppe veganere krævede det. Men ej heller i dette tænkte eksempel ville der være tale om identitetspolitik eller krænkelseskultur. Dels har veganisme intet med identitetspolitik at gøre, og dels vil de hypotetiske veganere nok begrunde kravet med argumenter om dyrs rettigheder frem for en krænkelse.

Den norske sag om børnebogen »Sitronlimonaden« handler selvfølgelig om identitetspolitik. Bogen blev dog modsat, hvad Berlingske skriver, ikke »anmeldt« til noget som helst. Sagen var, at Mina Adampour havde sendt en enkel passage fra bogen til Norges Likestillings- og Diskriminationsombud (LDO) for at få en faglig vurdering af, om den var diskriminerende. Hun krævede ikke, at bogen skulle fjernes, og LDO har slet ikke klagemyndighed.

Tilbage står, at interviewet begår den fejl, der ofte ses i de mange, ophedede og polariserede offentlige debatter om identitetspolitik: Æbler og pærer blandes sammen, og læseren efterlades ikke klogere på det, man diskuterer, nemlig identitetspolitik. Man kan kritisere dette fænomen for meget, men tilbagetrækning af bøger er ikke en nødvendig egenskab ved det. Det er tværtimod noget, der kræves af en lang række forskellige aktører, »identitetspolitikere« eller ej.