I den netop vedtagne finanslov afsættes 39 millioner til civilsamfundets arbejde i udlandet for at støtte lokale tiltag til at fremme ytringsfrihed og menneskerettigheder. Men det er ikke nok at hjælpe lokalt, for i flere lande er der netop ikke et miljø for at modvirke homogeniserende kræfter som etnisk, politisk og religiøs undertrykkelse. Modstandere er blandt andet truet af henrettelse, tortur, »forsvinden« og rejsebegrænsning. Derfor er der behov for også at handle på internationalt plan ved at invitere nogle af disse forfulgte som gæster.
Her har Danmark desværre et betydeligt hængeparti.
Danmark må handle som en nation, der traditionelt har været et foregangsland for demokratiske værdier og idealer. At invitere offentlige intellektuelle på gæsteophold handler på kort sigt om at beskytte dem og deres familier, men også på længere sigt om at støtte det kulturelle og vidensmæssige potentiale, som de giver Danmark og det internationale samfund.
Internationale organisationer som Scholars at Risk og ICORN-fribyordningen registrerer og holder øje med overgreb. Organisationerne, der begge har danske afdelinger, faciliterer også gæsteophold. Det ligger op ad en forståelse af, at individuel og institutionel autonomi er grundlæggende værdier i både Grundlovens kapitel 8 om borgernes rettigheder samt i FNs Verdensmål nr. 16 om fred, retfærdighed og stærke institutioner, som Danmark sammen med 193 andre medlemslande er medunderskriver på.
Resultatet af Danmarks lurepasseri taler sit tydelige sprog. I Danmark har der i alt kun været ni forfattere og kunstnere under ICORN-fribyordningen siden begyndelsen i 2006. Helsingør Kommune er netop sprunget fra som friby. Det samme er Frederiksberg, Odense og Fanø, hvilket betyder, at nu kun København og Aarhus er fribyer. Tallene skal ses i sammenligning med Norge, der aktuelt har 17 og Sverige, der har 24 gæster. Finland har lige så mange. Af forskere under Scholars of Risk-ordningen er der i de tre lande et tilsvarende antal, men for tiden kun to i Danmark.
Ved at samarbejde med denne type organisationer er det ikke svært at invitere gæster til landet, men et kritisk moment omhandler udeblevne offentlige bevillinger. Organisationer som universiteter og enkeltstående kommuner er i det aktuelle økonomiske klima ofte ikke i stand til at egenfinansiere gæsterne, selv om der er et bredt ønske om at invitere de forfulgte offentlige intellektuelle.
De 39 millioner afsat i finansloven er hårdt tiltrængt. Det er ikke et stort beløb, men i det mindste kan det anskues som en begyndelse til at forholde sig forpligtende til nationale og overstatslige retningslinjer for at beskytte institutionel og individuel autonomi.
