Formand for Dansk Industri: Her er fem ønsker til ledere under krisen

Det er let at lade sig opsluge af de aktuelle og meget nærværende problemer. Men både virksomheder og samfundet har brug for ledere, som kan og vil samarbejde, tænke frem i tiden og træffe beslutninger nu, der bringer os tilbage på vækstsporet efter coronakrisen. Især investeringer i grøn omstilling kan hjælpe nu og her – og samtidig støtte bæredygtig vækst og udvikling af samfundet.

»Dertil kommer vores mentale velfærd: Hvem får mod på liv og opgaver af dommedagsscenarier og opgivende udmeldinger? Hvem bliver motiveret af negative spekulationer og mismod?« skriver Lars-Peter Søbye. Henning Bagger

Det er let at blive paralyseret af de skræmmende coronarelaterede meldinger, der vælter ind over os fra hele verden. Svært at fokusere på andet end triste statistikker for indlæggelser og dødsfald, som bare vokser og vokser. Men det er ingen tjent med.

For netop nu er der brug for ledere, som både foretager de nødvendige indgreb og tænker langsigtet. Som både tager bekymringerne alvorligt og analyserer situationen nøgternt. Og som forbereder den kommende økonomiske genopretning, der skal føre til jobskabelse og tilbagevenden til vækst.