Politik er blevet et job. Et blot og bart arbejde. Man møder ind kl. 08.30 og kører hjem kl. 16.
Jeg har aldrig rynket på næsen ad arbejde. Tværtom. Da jeg var i politik, var et af de vigtigste formål, at respekten for arbejdet skulle genetableres, og derfor skulle der være forskel på at være i arbejde og ikke at være det. I al den snak om fattigdomsgrænser har folk glemt, at den eneste egentlige værdi, man kan måle fattigdom op imod er arbejdets pris. Den pris fastsættes jævnligt af arbejdsmarkedets parter. For nærværende er mindsteprisen på arbejde omkring 110 kr i timen. Ingen, der modtager offentlig forsørgelse, bør modtage mere end 70 procent af, hvad en sådan arbejdsindsats kan indbringe – alle ydelser inklusive. Og fattigdom må så ligge et stykke under dette niveau igen. Fattigdom er ikke en faktisk målelig ting – fattigdom er fravær af evne til at gøre noget ved sin egen situation. Den form for fattigdom skal vi bekæmpe med næb og klør.
