Socialdemokratiet vil indføre en ny officiel fattigdomsgrænse i Danmark

En officiel fattigdomsgrænse har været genstand for voldsom debat de seneste år.

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt indførte en sådan i 2013 – blot for at se den borgerlige regering sløjfe den to år senere.

Nu lyder meldingen fra Socialdemokratiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, at Danmark igen får en officiel fattigdomsgrænse, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister efter næste valg.

»For mig som socialdemokrat er det utroligt vigtigt, at vi kan beskrive, hvilke grupper der kører på kanten af vores samfund. Det at have en fattigdomsgrænse betyder, at man får fokuseret sit blik på, hvad det er for grupper, der halter bagefter,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Socialdemokratiet vil indføre den samme fattigdomsgrænse, som Thorning-regeringen opererede med indtil 2015. Her er man fattig, hvis man i tre år har haft en indkomst, som er mindre end 50 procent af den såkaldte medianindkomst. Havde man dengang en årsindkomst efter skat på mindre end 103.200 for en enlig, var du fattig.

Dermed vil fattigdomsgrænsen igen blive en relativ grænse i modsætning til en absolut. Det betyder, at den flytter sig op og ned alt efter udviklingen i danskernes indkomster generelt. Ved en relativ fattigdomsgrænse betragtes fattigdom altså i forhold til normerne i samfundet.

Ved en absolutgrænse sætter man en grænse et bestemt år – og flytter grænsen op med, hvad der svarer til prisstigninger i samfundet.

Hos Socialdemokratiet er fattigdom relativt, understreger Rosenkrantz-Theil.

»Det, der er væsentligt for os, er, om folk befinder sig på kanten af vores samfund. Og det at være på kanten af vores samfund er noget helt andet i dag end for 100 år siden.«

Men hvis man har omkring 8-10.000 kroner som enlig dansker, så har man vel nok til et rimeligt liv – også selv om andre i samfundet måtte bliver rigere?

»Det er jo netop derfor, at en relativ fattigdomsgrænse er god og absolut grænse ikke er. Oversætter man argumentet til år 1910, så ville man have levet et liv i overflod med den indkomst sammenlignet med sine naboer i arbejde. Oversætter man det til 2010, så vil man for samme beløb leve et meget anderledes liv end sine arbejdende naboer.«

Nye fattigdomsindikatorer

Da Venstre vandt regeringsmagten i 2015, skrottede socialminister Karen Ellemann (V) den officielle fattigdomsgrænse. Det var også værdipolitik, lod hun også forstå. Siden har Danmark ikke haft en officiel fattigdomsgrænse.

Men i sommer skabte Danmarks Statistik en række nye fattigdomsindikatorer, der lignede Thorning-regeringens, men hvor man allerede var fattig, hvis man lå under grænsen i et enkelt år. Med den beslutning eksploderede antallet af fattige danskere ifølge DR fra omkring 50.000 personer til 226.500 personer.

Hos Danmarks Statistik er man fattig efter ét år under grænsen. Hos jer skal der gå tre år. Hvorfor det?

»Det er altid svært med de snit. Men jo længere tid, man er fattig, jo større er problemerne. Der er en kvalitativ forskel på, om man har været fattig i ét år eller tre år. Begge dele har negative konsekvenser, men de negative konsekvenser har en helt anden karakter, når det gælder over længere tid. Men vi får også tallene for étårsgrænsen, og dem læser jeg hver gang.«

Når man netop beregner antallet af fattige børn i Danmark efter étårsgrænsen, er der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd cirka 65.000 fattige børn. Når du ser ud over Danmark, er der så 65.000 fattige børn?

»Jeg mener, at der er 65.000 etårsfattige børn i Danmark.«

Så der er tale om decideret fattige?

»Ja, det er der – det kan man slet ikke diskutere. Heller ikke konsekvenserne af det. Men man skal nok have et mere nuanceret blik på, hvad fattigdom er, end det som Liberal Alliance har. For mig er det vigtigt at se, hvor mange etårsfattige, treårsfattige og absolut fattige, vi har.«

Kommission skal se på ydelser

Tidligere på ugen kom Mette Frederiksen i modvind, da en række organisationer, blandt andet Red Barnet, kritiserede hende for at lancere sig som børnenes statsminister, da hun ikke ville garantere, at partiet vil fjerne integrationsydelsen efter et valg.

Socialdemokratiet besluttede i begyndelsen af året at nedsætte en ydelseskommission, der skal se på kontanthjælp og integrationsydelsen, hvis de vinder valget.

Integrationsydelsen er en af de ydelser, der sender børn i Danmark under fattigdomsgrænsen.

Der er en række ydelser eller mekanismer, der bringer mennesker tæt på eller under fattigdomsgrænsen. En af dem er kontanthjælpsloftet. Vil I fjerne kontanthjælpsloftet?

»Ja, men havde spørgsmålet lydt, om vi ville rulle det tilbage, så ville svaret være lige så klart nej. Jeg vil på ingen måde tilbage til det gamle kontanthjælpssystem. Udfordringerne er, at huslejerne er stukket helt af i de seneste par årtier, og det tager det gamle system ikke højde for. Så ja, vi vil afskaffe det, men vi vil ikke tilbagerulle til det gamle system.«

Så et par med børn på kontanthjælp vil få flere penge mellem hænderne, end de har i dag?

»Svaret er egentlig et helt klart ja. Det er nærmest umuligt at finde en familie, hvor det ikke vil være tilfældet. Når jeg lægger et lille forbehold ind, som kan lyde som lidt uld, så skyldes det, at den store forskel i kontanthjælpsmodtageres vilkår ligger i huslejen. Nogle bor meget billigt i udkanterne af Danmark, mens andre bor almennyttigt i Aarhus og Esbjerg, hvor huslejerne er nogle helt andre. Forældre og to børn, der bor i byer, hvor huslejerne er stukket helt af, vil få flere penge mellem hænderne. Det er hele hensigten,« siger Rosenkrantz-Theil.

225-timers reglen presser også familier økonomisk. Skal den ud?

»Altså 225-timers reglen har jeg fået et mere nuanceret blik på. Den har på lange stræk vist sig at virke bedre, end vi havde troet. Min skepsis over for 225-timersreglen var større førhen. Den bliver puttet ind i ydelseskommissionen, for der er også uhensigtsmæssigheder.«

Integrationsydelsen sender børn i Danmark direkte under jeres fattigdomsgrænsen. betyder det, at integrationsydelsen skal sløjfes?

»Det skal ydelseskommissionen se på. Jeg synes, at integrationsydelsen er langt mere dilemmafyldt end kontanthjælpsloftet.«

Hvorfor?

»Jeg sammenligner ofte personer på SU med folk på integrationsydelse. SUen er lavere end dagpenge og kontanthjælp. Hvorfor er det egentlig rimeligt? Det er det, fordi de ikke har været på arbejdsmarkedet endnu. Selv hvis de er forsørgere under uddannelse, får de faktisk færre penge end i de andre ydelsessystemer. Det samme kan man sige om folk, der er nytilkomne. De har heller ikke bidraget til fællesskabet endnu. Der er en rimelighed i, at man ikke får samme ydelse som dem, der har bidraget til fællesskabet,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil og fortsætter:

»SUen går væk på et tidspunkt, det samme kendetegner integrationsydelsen. Man bliver ikke ved med at være på den lave ydelse. I modsætning til for eksempel førtidspension, som er livslang. Men der er et dilemma med integrationsydelsen. På den ene side har vi mennesker, der endnu ikke har bidraget til fælleskassen, men der er også nogle børn. Her skal vi finde en balance mellem ret og pligt på den ene side, og at vi ikke ønsker, at børn vokser op i fattigdom. Det er et dilemma, hvor vi ønsker et autoriseret bud fra en kommission. Det er ikke en nem øvelse at løse det paradoks.«

Men du erkender, at integrationsydelsen gør børn fattige?

»Ja, det er helt klart.«

Men som socialdemokrat, der vil fattigdommen til livs, må det være mere vigtigt at løfte børn ud af fattigdom end at løse dette dilemma?

»Det er derfor, vi vil kigge på det. Hvis vi ikke synes, at det var vigtigt, ville vi bare køre videre, som det er i dag. Det er med det argument i hatten. Vi vil finde et andet snit i det paradoks.«