For nogle år siden besøgte jeg den armenske enklave Nagorno-Karabakh, hvor min vært dengang organiserede besøg i blandt andet republikkens parlament og forskellige civilsamfundsorganisationer.

Besøget blev afsluttet med en grillfest oppe i bjergene med store mængder kød, vodka og det helt særlige armenske brød, der har stor symbolsk betydning. Da vi temmelig overrislede bevægede os ned fra bjerget, sagde min vært; det er vigtigt, vi tager brødet med hjem, for brød er en gave fra Gud. I dag flygter armeniere i titusindvis fra Nagorno-Karabakh, og jeg er sikker på, de tager brødet med.