Venstre vil skabe flere arbejdspladser i Danmark – både på kort og lang sigt. Så vi hjælper dem, der har mistet arbejdet nu og her, og får et friere og mere velstående land i fremtiden. Det gør vi med Venstres prioriteter til næste års finanslov. Fuldt finansieret har vi givet vores bud på, hvordan man klogt stimulerer økonomien, mens vi ruster os til en mere grøn og digital fremtid.
Det får vi kritik for af Lars Andersen og Jon Nielsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i Berlingske 28. november. De finder, at der er for lidt krisepolitik i, at Venstre vil lave tiltag, som skaber danske arbejdspladser på lang sigt. De nævner som en grundlæggende lærdom, at »økonomien er drevet af efterspørgslen på kort sigt, og af udbuddet på lang sigt«.