Folkebevægelsen mod EU mødte sin egen klimakrise ved valget søndag

Læren af valget til europaparlamentsvalget er, at man må ind i partierne for at påvirke politikken. Enkeltsagsbevægelser kan kun leve, så længe sagen er levende. Fhv. medlem af Europa-Parlamentet Jens-Peter Bonde skriver om Folkebevægelsen mod EU, som han var med til at grundlægge, og som søndag mistede sit mandat.

Rina Ronja Kari, Folkebevægelsen mod EUs spidskandidat, til valgfest søndag. Bevægelsen røg ud af parlamentet ved valget. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Folkebevægelsen mod EU mistede ved valget søndag sin plads i Europa-Parlamentet og må nu prøve at skabe en bevægelse af frivillige, som ikke får lønnen fra EU. Det er ikke let, men det er sundere og kan give større indflydelse i de eksisterende politiske partier, når Folkebevægelsen ikke længere kan ses som en trussel ved valgene til Europa-Parlamentet.

Jeg var med til at starte bevægelsen på et landsmøde i Odense i april 1972. Vi skulle have startet længe før for at have haft en chance ved folkeafstemningen om EF. Den blev afholdt 2. oktober 1972 og resulterede i en storsejr til ja-siden på 57 pct. af vælgerne. De sagde bestemt ikke ja til planerne om udbygning af EF til en union. De sagde blot nej til at stå uden for EF, da vores landbrugseksport kunne blive klemt, når briterne kom ind – uden folkeafstemning.