Flemming Splidsboel: Knuste drømme og brudte løfter i Ukraine

Søndagens valg i Ukraine vil vise, om ukrainerne tør åbne vinduet til os, eller om de foretrækker at skubbe vinduet lidt til og igen vente på bedre tider.

Ukraines nuværende præsident, Petro Porosjenko, kæmper med komikeren og TV-personligheden Volodomir Selenskij og den tidligere premierminister Julia Timosjenko om at blive Ukraines nye præsident ved valget i dag. HANDOUT

Søndagens præsidentvalg i Ukraine foregår i den politiske krises tegn. Meningsmålinger viser, at komikeren og TV-personligheden Volodomir Selenskij fører foran den tidligere premierminister Julia Timosjenko og den nuværende præsident Petro Porosjenko. Selenskij står dog ikke til at kunne lukke valget allerede i første runde, så hvis han vinder, skal han sandsynligvis ud i en anden runde mod en af de to andre. Porosjenko har sat en god spurt ind, og lige nu er han nok det bedste bud på en kandidat til anden runde.

Herefter er det mere uklart, hvad der vil ske. Mange vælgere vil måske alligevel betakke sig for at stemme på Selenskij, når det virkelig gælder. Det taler til fordel for Porosjenko, som har spillet sit es som den erfarne og afprøvede statsmand.