Et overset EU-forslag om øget overvågning bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der holder af sit privatliv

Når du inden for en overskuelig fremtid sender en privat besked til din kæreste eller svarer på en mail fra din chef, risikerer du, at EU kigger dig over skulderen.

»Det er bekymrende, at EU, der for blot få år siden foretog en sand landvinding i privatlivets tegn med databeskyttelsesforordningen gdpr, nu slår ind på en helt anderledes kurs, hvor borgernes ret til privatliv undergraves,« skriver Claes Kirkeby Theilgaard. YVES HERMAN

Til september skal EU-Parlamentet behandle et lovforslag fra EU-Kommissionen om at gøre det obligatorisk for alle udbydere af chat- og mailtjenester at scanne brugernes beskeder. Bliver lovforslaget vedtaget, vil der være tale om et endog meget vidtgående indgreb i alle EU-borgeres privatliv.

Formålet med den foreslåede overvågning er entydigt godt: At opdage og forhindre børneporno samt seksuelt misbrug af børn. Men selv overvågning med et godt formål kan gå for vidt, og det viser dette forslag tydeligt.