En gymnasielærer fortalte mig, at hendes elever lyste op, hvis de fik en rigtig bog. »Er den til mig?«

De Radikales forslag om en national læseklub, hvor man giver folk en god bog, har et kæmpe potentiale, der slet ikke er kommet frem i debatten endnu.

»Hvis det foregår rigtigt, er det at give folk en bog en vigtig gestus. Den kan måske grundlægge et lille bibliotek i et hjem, der er blottet for bøger. Hvis flere får den samme bog, kan den starte en samtale,« skriver Kristian Bang Foss. Liselotte Sabroe

En god bog på det rette tidspunkt kan være livsafgørende. Forfatteren Morten Pape har fortalt, hvordan det lokale bibliotek gjorde, at han ikke blev hash-dealer i Urbanplanen. Og han er ikke den eneste, der har brudt den sociale arv med bøgernes hjælp, eksemplerne er mange. De Radikales forslag om en national læseklub, hvor man giver folk en god bog, har et kæmpe potentiale, der slet ikke er kommet frem i debatten endnu. Det sociale er blot et af dem.

Bogbusserne er forsvundet og kommunalreformen i 2007 lukkede hvert femte bibliotek. På de resterende biblioteker bliver der makuleret bøger i et tempo som aldrig før, og den manglende direkte tilgængelighed smitter af på danskernes læsevaner. Det er nemlig ikke nok at bøgerne kan bestilles hjem, de skal stå fremme, så de kan fortsætte med at udøve den magi, de har udøvet siden Gutenberg: At indfange folk bare ved deres tilstedeværelse. Og en bog er tålmodig. Før eller siden er der nogen, der tager den ned fra hylden og så klapper fælden. Det er en egenskab som e-bogen ikke har.