Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nej tak til de Radikales gavebogsuddeling

Den fælles nationale samtale om én bog er en utopi taget fra en anden tid. Og der er ingen vej tilbage til monopolet.

»Den fælles samtale forudsætter ikke læsning af den samme bog. Samtalen forudsætter borgere, der kan sætte sig i hinandens sted.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg værdsætter Det Radikale Venstres ambition om at styrke kulturen og litteraturen og derigennem kvalificere samtalen mellem mennesker med partiets nye kulturpolitiske udspil.

Radikale Venstre foreslår at afsætte ti mio. kr. årligt til to værker, der skal foræres væk på landets biblioteker eller boghandlere. Det sympatiske forslag »Nationens bogklub« hviler dog på en forældet forestilling om, at borgerne skal komme til bøgerne i stedet for at møde borgerne med bøger. Fra politisk hold bør man give alle lige muligheder for at komme i kontakt med gode bøger. Nationens bogklub vil i værste fald fastholde bøgerne som noget for de få.

Det læsende folk kommer allerede på biblioteker og i boghandlere. Det er i stedet dem, for hvem læsning er fremmed, der skal investeres i. Hvis man absolut vil dele bøger gratis ud, så hellere lade sundhedsplejersker dele Cecilie Linds nye langdigt om at blive mor ud til kommunale mødregrupper. Eller Leonora Christina Skovs »Den der lever stille« til kvinder, der opsøger psykologer for at overkomme deres barndom. Sådan kan vi måske få nye læsere i tale. Vise hvad litteraturen kan, hvilke døre ind i sjælen, den kan åbne.

Vi hverken kan eller skal gå tilbage til tiden før internettet til fællesskaber, der ikke længere findes. Den fælles nationale samtale om én bog er en utopi taget fra en anden tid. Og der er ingen vej tilbage til monopolet.

Christina Østerby Fold sammen
Læs mere

Jeg er fuldstændig enig i, at læsning er et oplagt område for fællesskab. Men ikke det statsdefinerede fællesskab. Den fælles samtale forudsætter ikke læsning af den samme bog. Samtalen forudsætter borgere, der kan sætte sig i hinandens sted. Og det starter i en læseoplevelse bygget på lyst.

En gavebogsuddeling er derfor ikke den mest farbare vej, hvis man fra politisk hold vil medvirke til at styrke litteraturen. Ambitionen deler jeg til fulde. Men hvis vi vil frigøre læsning fra pligt og i stedet genskabe lysten, er endnu en smagsdommerdiskussion på bekostning af indhold ikke vejen frem.

Man kan frygte, at »Nationens bogklub« vil underminere bøgernes indhold. At det hele vil handle om udvælgelsen, om sammensætningen af det såkaldte armslængdeorgan om, hvad der er opbyggelig litteratur på bekostning af en offentlig samtale om bøgernes reelle indhold. At det bliver en elitær metadiskussion i stedet for en samtale om bøgerne.

Der skal derfor i stedet investeres i, hvordan vi får alle de forskelligartede gode bøger ud til flere potentielle læsere. Det er gennem forældre og fagprofessionelle, at børn bliver læsere. Og hvis man vil have de voksne med, er det ikke en gratis gimmick, der gør det. Så er det en målrettet indsats, hvor bøgerne bliver præsenteret i sammenhænge, den enkelte kan forholde sig til. Vi kan ikke diktere, at ikke-læsere skal læse. Men vi kan inspirere.

Her har vi som forlag også en forpligtelse til at udvikle vores forretning, så de kvalitetsbøger, vi udgiver, bliver opdaget af nye læsere. Sådan gør vi bøgerne relevante. Det er det vigtigste. Ikke at vi alle læser den samme bog.