Der er noget, der hedder Holbergmedaljen. Det er en medalje ledsaget af et pengebeløb, der siden 1934 er blevet uddelt til en dansk forfatter eller forsker, som arbejder i Holbergs ånd. Hvad det så end er, kan man diskutere, men at Holberg var enestående for sin tid, når det gjaldt anerkendelsen af kvinders ligestilling med mænd, er derimod hævet over enhver tvivl.
Holbergs skrift om Zille Hansdotter, der forsvarer kvindekønnet, og en lang række betragtninger rundt om i forfatterskabet viser, at han helt fordomsfrit anså kvinder som i princippet lige så kloge som mænd, hverken mere eller mindre, selv om han selv, som han skriver, foretrak kvinders selskab.