Som amerikaner og især en der, som foredragsholder og forfatter, opholder sig lidt i det offentlige rum, er det meget lettere ikke at stikke snuden frem, når det gælder politik. Det opdagede jeg i 2020, da jeg i et indlæg i Berlingske skrev, at Biden var for gammel til at være præsident, hvilket han allerede dengang var. 

Samme dag skulle jeg have spist frokost med en amerikansk arbejdskontakt, der læner sig kraftigt til venstre, men hun aflyste pludselig, og siden har jeg ikke set hende. Da jeg senere blev interviewet af en dansk radiokanal om, at jeg ikke mente, at Biden var mentalt skarp nok til jobbet, meddelte værten mig, at Biden bare stammede, og at jeg opførte mig grimt over for handicappede, hvis jeg ikke slugte den forklaring.