Det nytter ikke at presse afviste asylansøgere, Mattias Tesfaye – det motiverer dem ikke til at rejse

Metoderne i forbindelse med asylansøgeres hjemrejse bør nøje gennemtænkes, og regeringens politik, hvor man presser afviste asylansøgere ud af landet, bør droppes, hvis vi ikke ønsker at miste tilliden og tilmed en potentiel frivillig hjemrejse.

»Hjemsendelse af afviste asylsøgere har ikke været nemt, hvilket også har afspejlet sig i årelange konflikter i dansk udlændingepolitik,« skriver Murat Can. På billedet ses teltlejren på Vordingborg Kaserne. Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Hjemsendelse af afviste asylsøgere har ikke været nemt, hvilket også har afspejlet sig i årelange konflikter i dansk udlændingepolitik. Regeringen har med oprettelsen af Hjemrejsestyrelsen satset offensivt i forsøget på at komme de omfattende problemstillinger til livs – et forsøg der kan ende som en dyr affære, hvis projektet viser sig at være ineffektivt.

Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye har med etableringen af Hjemrejsestyrelsen udtalt, at han vil samle alle opgaver ifm. udsendelse under et tag. Ord som »mandsopdækning«, »fast hånd«, »tillidsforhold« og »motivation« er blevet slynget ud som begrundelse for styrelsens etablering, men hvordan vil disse ord helt præcist benyttes i det praktiske arbejde med afviste asylansøgere?