Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det, jeg brænder for, foregår udenfor mit arbejde — og det er okay

Det bliver efterspurgt på arbejdsmarkedet, at vi er passioneret og engageret i vores jobs, men i virkeligheden er langt de fleste enten bare halvglade for deres job eller arbejdsafhængige. Lad os stå ved, hvad vi er oprigtigt engageret i.

»Der er høje krav til den enkelte medarbejders engagement. Man skal ikke bare kunne løse opgaverne; man skal nærmest elske det, forventes det, hvad enten man arbejder med marketing, support eller værdikæder,« skriver Philip Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Jeg arbejder som tekstforfatter, herunder med at skrive jobansøgninger for andre. Jeg er freelance, fordi jeg har et problem, der diskvalificerer mig til de fleste relevante faste stillinger: Jeg brænder ikke for mit arbejde.

Jeg mangler passion, motivation, sult. Jeg har ikke den indre kilde, hvorfra der strømmer autentisk arbejdsengagement. Kort sagt: så vigtigt er mit job ikke for mig, og så længe jeg kan, skåner jeg mig selv for at få chefer og kolleger, der forventer, at det er det.

I hvert fald inden for vidensarbejde, hvor jeg søger, skal man nemlig brænde for dit og dat. For IT-service, for »end-to-end value chain planning« eller for selve det at sætte ting i struktur og orden, hvis man tager nogle eksempler fra en hurtig søgning på Jobindex.

Foto: Philip Hansen.

Der er høje krav til den enkelte medarbejders engagement. Man skal ikke bare kunne løse opgaverne; man skal nærmest elske det, forventes det, hvad enten man arbejder med marketing, support eller værdikæder. Og så undrer man sig nogle måneder inde i det nye job, som var åh så spændende på papiret, fordi, hmmm ... man er jo ikke sådan passioneret omkring det, som man ellers havde håbet at være.

At finde engagementet

Jeg synes, at det er godt at lede efter noget, hvor man føler et ægte engagement. Jeg tror bare ikke, at man nødvendigvis finder det i sit arbejde. For i den verden, jeg færdes i til daglig, har jeg indtryk af, at de fleste arbejder for at tjene penge og for at komme ud af hjemmet, sludre med kollegerne og få nye input, så man ikke går i stå.

Det, man egentlig går op i i sit liv, er relationerne til børn, partner, familie, venner. Og så det man laver i sin fritid såsom at slappe af, finde ro, dyrke sport, rejse og så videre. Forskning bakker dette op: i et studie publiceret i The Economic Journal bad man tusindvis af mennesker i hele verden om at registrere deres velvære på tilfældige tidspunkter af døgnet via en app. Konklusionen er, at der kun er én aktivitet, der er værre end at arbejde: at ligge syg i sengen.

Det ville være godt for alle, tror jeg, hvis flere virksomheder tog det til efterretning og bare søgte medarbejdere, der kan løse opgaverne.

Jeg lægger en stor indsats i at løse mine skriveopgaver og indrømmer også, at jeg føler mig mere værdig hen på eftermiddagen, når jeg er lykkedes med det. Men der er mere tale om afhængighed end om passion, og det kan gøre det slidsomt for mig at være på en arbejdsplads, for min adfærd bliver let tvangspræget og pleasende.

Tvangspræget adfærd

Det er faktisk mit indtryk, at passion, motivation, initiativ og lignende »kvaliteter« i arbejdssammenhæng ofte er pæne ord for tvangspræget adfærd og arbejdsafhængighed. At mange, der forestiller sig, at de er passioneret omkring deres arbejde, snarere har bygget deres belønningssystem og identitet op omkring deres arbejdsliv.

De føler sig som dårlige mennesker, hvis ikke de knokler ligesom deres kolleger og chefer, og derfor arbejder de tvangsagtigt meget. Deres selvopfattelse hviler måske også på deres karrierer, og de frygter for, hvem de er uden deres arbejde.

Jeg oplevede begge dele, da jeg havde kontorjob på fuld tid og holdt telefonen mod øret med den ene hånd og besvarede emails med den anden. Da jeg stod over for at skulle sige mit job op og skifte spor for tre år siden, tænkte jeg helt seriøst, at jeg var i fare for at miste mine venner. For hvem var jeg i deres øjne uden mit job? Det siger noget om min egen forskruede tankegang dengang, ikke om mine venners, for dem har jeg stadig, selvom jeg ikke har jobbet.

I dag mærker jeg selvfølgelig stadig belønningen, når jeg trykker send eller print, og kommentarsporet indeni lyder noget i retning af: Slask! Her har I det, I bad om. Der er ikke en finger at sætte på det, hvis I spørger mig. Men det betyder hverken, at jeg elsker mit arbejde eller er passioneret omkring det. Det, jeg brænder for og er autentisk engageret i, foregår uden for mit arbejde. Jeg ville blive frustreret dagligt og på lang sigt fortvivlet, hvis jeg forsøgte at bilde mig selv andet ind.