Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Det er på tide at afskaffe karaktererne i grundskolen helt

Nutidens børn og unge har utroligt mange ressourcer, som de vil bruge og udvikle, hvis de får lov at være børn og unge. Men det får de ikke, når vi tvangsudsætter dem for samfundets individualiserede incitamentsstrukturer allerede i grundskolen.

De ert klogt, at man i København fremsætter forslag om at neddrosle karaktererne i folkeskolen - på trods af at trenden fra nationalt, politisk hold er den modsatte, mener forstander Mette Sanggaard Schultz med henvisning til det stigende antal børn og unge, der lider af stress, angst og depression. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard

Karakterer har stadigt større fokus i den danske grundskole. Med de nye regler for optagelse på ungdomsuddannelserne er karakterer trådt i forgrunden for både aktører og elever som værende hele hovedformålet med grundskolens ældste klasser. Samtidig oplever vi et stigende antal børn og unge med stress, angst og depression.

At mene, at karakterer i sig selv er årsagen til stigningen, ville være naivt. Omvendt er det ignorant ikke at interessere sig for den mulige sammenhæng. Og der kan være sammenhæng, selv om »vi voksne« ikke tog skade.

Derfor er det klogt, at man i København fremsætter forslag om at neddrosle karaktererne i folkeskolen - på trods af, at trenden fra nationalt, politisk hold er den modsatte. At Niels Egelund i denne avis 15. februar kalder det »pjank« og henviser til, at den debat har vi haft i 1975, bør ingen lade sig bremse af. Måske er debatten tværtimod mere nødvendig end nogensinde.

Mette Sanggaard Schultz Fold sammen
Læs mere

Flere og flere gymnasier friholder en stor del af 1g for karakterer, fordi man har opdaget, at eleverne lærer mere. Det skaber naturligt betænkelighed ved udviklingen i grundskolen, hvor fokus i stedet øges. Men ikke hos Niels Egelund og tilsyneladende heller ikke landets undervisningsminister.

Er livet sådan?

Begge synes først og fremmest at gøre sig til talsmænd for synspunktet »bedre før end siden«. Niels Egelund udtaler ligefrem: »Sådan er livet jo, og man kan lige så godt vænne sig til det på et tidspunkt«.

Rent argumentatorisk kunne vi lige så godt fastslå, at én gang skal være den første og så kan vi lige så godt vente. De to argumenter er lige gode. Eller dårlige. Blot er menneskesynet bag langtfra det samme: Mener vi, at børn og unge er helt magen til voksne - bare med lidt færre år på bagen, eller tager vi højde for udviklingspsykologien, hvor en relevant betragtning kunne være »hver ting til sin tid«?

»Træd varsomt, her bliver mennesker til« - sagde Kold til skolefolket som en poetisk påmindelse. Den er værd at huske. Ikke fordi den er 150 år gammel, men fordi det stadig er sandt. Nutidens børn og unge har utroligt mange ressourcer, som de vil bruge og udvikle, hvis de får lov at være børn og unge. Men det får de ikke, når vi tvangsudsætter dem for samfundets individualiserede incitamentsstrukturer allerede i grundskolen.

I mit job som efterskoleforstander møder jeg flere og flere psykologer, som arbejder med sårbare unge med fx angst, der peger på muligheden for at skabe robuste fællesskaber, der kan bære og udvikle individerne med de styrker og sårbarheder, de nu måtte have - frem for at insistere på, at det er individerne som sådan, der skal gøres robuste. Det er noget, vi kan forstå på efterskolerne, der jo i høj grad lever af at rammesætte og praktisere sådanne fællesskaber.

Et eksempel på dette fra vores hverdag på Ollerup Efterskole er fælleskoret, hvor alle 115 elever er med. Trods meget forskellige niveauer og erfaringer i udgangspunktet, opstår der under kyndige dirigenters og læreres ledelse et sprudlende fællesskab og et disciplineret, ambitiøst og utroligt dygtigt kor - der synger både klassiske og rytmiske satser og i øvrigt lærer hele repertoiret udenad, så de kan optræde for publikum med nærvær og intensitet. Koret byder selvsagt på progression i alle korsangeres individuelle præstation.

Vil ødelægge glæden

En dag spurgte jeg eleverne, om koret mon kunne blive endnu bedre, hvis vi begyndte at give karakterer til den enkelte sanger? En enkelt mente, at han måske selv ville blive lidt dygtigere, mens flere mente, at det snarere ville ødelægge deres motivation - dog var alle eleverne enige om, at karaktergivning ville ødelægge både glæden og fællesskabet og derigennem gøre koret dårligere - blandt andet fordi det ville indføre et uproduktivt konkurrenceelement.

Samtlige voksne, jeg har drøftet sagen med, finder elevernes svar umiddelbart indlysende: Med indførelse af karakterer ville koret blive dårligere. Fordi det ville spolere den grundlæggende, frie læringsglæde, der er båret af det rammesatte fællesskab, uden snæver fokus på den enkeltes præstation.

Mit spørgsmål til eleverne - og nu også til læseren er: hvorfor skulle noget helt andet gøre sig gældende i forhold til undervisning i en folkeskoleklasse end i et kor?

Jeg tror, tiden er kommet til at afskaffe karaktererne i grundskolen helt - og i stedet satse på at skabe robuste læringsfællesskaber, hvor børn og unge trives, glædes og bliver utroligt dygtige sammen.