Unges frie og lovlige adgang til alkohol er igen blevet heftigt diskuteret i den forgangne uge. Lovens nuværende differentiering mellem produkttyper tillader desværre stadig mindreårige at købe ubegrænsede mængder alkohol i butikker i form af f.eks. øl, cidere og alkoholsodavand.
I vin- og spiritusbrancheforeningen VSOD har vi længe syntes, at det er på tide, at både producenter, politikere og detailhandlen behandler alkohol som et nydelsesprodukt for voksne. Vi foreslår, at den nuværende 18-års købsgrænse for alle typer alkohol i bar- og restaurationsbranchen også bør gælde i butikkerne, og den må også gerne håndhæves strammere end i dag.
Vi skylder de unge og deres forældre, at der bliver strammet op på de nuværende regler, hvor produkter op til 16,5 pct. alkohol, dvs. øl, cidere, alkoholsodavand, shots og vin frit kan købes af 16-17-årige i danske butikker – og endda uden mængdebegrænsninger. Vi synes, at det ville klæde øl- og ciderproducenterne og vores lovgivere at synes det samme. Ellers fastholder vi de unge i den nuværende usunde drukkultur med en alt for lav debutalder, som Danmark desværre er Europamester i.
Hvis man som 16-17-årig skal lære at håndtere alkohol på en forsvarlig måde, så jeg hellere, at forældrene var ansvarlige for købet.
Det er bestemt ikke en »gratis omgang« for os at synes sådan. Vores branchemedlemmer sælger også masser af produkter under den nuværende grænse på 16,5 pct. alkohol, eksempelvis hvidvin og alkoholsodavand. Så vores medlemmer sætter bestemt også noget på spil her. Det kalder vi i vores branche for ansvarlighed.
Det er derfor også ærgerligt at se, at Bryggeriforeningen og nogle politikere senest har luftet forslag om blot at ændre butikkernes alkoholgrænse for salg til mindreårige fra 16,5 pct. til fem pct. alkohol. Dermed vil de helt unge stadig kunne købe ubegrænsede mængder øl, cidere eller alkoholsodavand, og så er vi jo ikke rigtig kommet nogen vegne henimod en sundere alkoholkultur blandt vores unge.

Og lad mig understrege, i VSOD er vi ikke fortalere for et drikkeforbud, men derimod et forbud mod salg til mindreårige.
Hvis man som 16-17-årig skal lære at håndtere alkohol på en forsvarlig måde, så jeg hellere, at forældrene var ansvarlige for købet. Og ja, her taler jeg også af egne erfaringer som far til teenagesønner. Min branche sætter bestemt også indtjening på spil med dette forslag, men det er den eneste rigtige og ansvarlige måde at drive forretning på.
Carsten Suhrke, formand for VSOD, Vin og Spiritus Organisationen i Danmark