Desværre findes uligheden også i kulturen

Vi har i den grad brug for eliten, avantgarden og det sublime. Det udvider vores horisont som mennesker, det giver os empati og forståelse for hinanden, og det beriger og beruser os.

»Vi har i den grad brug for eliten, avantgarden og det sublime. Det udvider vores horisont som mennesker, det giver os empati og forståelse for hinanden, og det beriger og beruser os. I en sådan grad, at det burde være alle forundt. Det er det bare ikke. Desværre findes uligheden også i kulturen,« skriver Rasmus Prehn. Thomas Lekfeldt

For nylig skrev Morten Hesseldahl i Berlingske. at jeg som kulturminister »synes at tro, at kunst og kultur hører hjemme i hver sin ende af den samme skala. Kunst er for overklassen, mens kultur er for folket«. Baggrunden er et indlæg, jeg skrev i Politiken.

Jeg forstår ikke Hesseldahls påstand, og hvad han baserer det på. Er det, når jeg skriver, at et af de vigtigste mål i den socialdemokratiske kulturpolitik er, at kulturen og kunsten skal være for alle? Eller at langt flere danskere skal deltage aktivt i kulturlivet, uanset om de interesserer sig for sport, billedkunst eller gangsterrap?