Den Danske Ordbogs definition af »hudfarvet« er racistisk

Den Danske Ordbogs definition af ordet »hudfarvet« forstærker den strukturelle racisme i samfundet.

»For mange danskere kan dette virke som flueknepperi, men for os, der oplever det på egen krop, har det stor betydning.« Josette Niyomwungere, chefredaktør på www.woke.dk. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix. Celina Dahl

Folk forstår sjældent, at små handlinger af racisme fører til internaliseret had og racisme befolkningsgrupper imellem. En del af det privilegium, det er at være hvid, er at have et samfund, der anser dig som normen og derfor altid vil tilgodese dine behov.

Et rigtig godt eksempel på dette er ordet »hudfarvet«. Når noget bliver beskrevet som hudfarvet, føler du et øjeblikkeligt tilhørsforhold og skal ikke tænke nærmere over det. Men de af os, der ikke passer ind i den snævre kategori, vil hurtigt føle sig utilpasse og fremmedgjorte, selv om vi også anser os selv som værende danske.