De europæiske regeringers standpunkt om ikke at ville tage imod mennesker, som er blevet reddet på Middelhavet, har ført til en proportionel stigning i dødsfald på havet og forværret en allerede katastrofal situation i Libyen.
»Jeg vil hellere dø end gå i land i Libyen.«
Det fortalte en patient, som vi behandlede om bord på et fragtskib i havnen i Misrata, Libyen. Hans tilstand var kritisk, men alternativet ved at gå i land var for ham langt værre.
Han og mange andre mennesker på flugt – heriblandt mindreårige – sad i fragtskibets lastrum i adskillige døgn. De ville under ingen omstændigheder sætte deres fødder på libysk jord igen. Det var Libyen, de flygtede fra. Det var i Libyen, at flere af dem blev udsat for tortur og andre frygtelige overgreb.
Sagen om de 77 mennesker, der nægtede at gå i land i Libyen, er for mig et tydeligt billede på, hvor desperat og forfærdelig situationen er for mennesker på flugt i Libyen. Der er ingen løsning i Libyen for de her mennesker. De ønsker ikke at blive sendt tilbage til et af de berygtede interneringscentre, for de ved, at de risikerer at sidde fanget på ubestemt tid – under kummerlige forhold.
Læger uden Grænser har siden 2016 arbejdet i flere af de libyske interneringscentre – når det er muligt at få adgang. Vi yder læge- og psykologhjælp og fokuserer på rent vand og ordentlig hygiejne. I interneringscentrene sidder mennesker stuvet sammen med begrænset adgang til rent vand, mad og lægehjælp.
Mange af de mennesker, som mine kolleger har behandlet på Middelhavet, er blevet udsat for vold i Libyen. Kidnapninger, tortur og voldtægt er bare nogle af de uhyrligheder, vi har hørt fra mænd, kvinder og børn. Vi skal ikke sende sårbare mennesker tilbage til et land, hvor de bliver udsat for disse uhyrligheder.
Langt de fleste mennesker i de libyske interneringscentre er blevet opsnappet af den EU-støttede libyske kystvagt under flugten mod sikkerhed og et bedre liv. EU har ved at finansiere Libyens kystvagt gjort det klart, at flygtninge og migranter skal stoppes, inden de når europæiske kyster – for enhver pris.
Ifølge UNHCR har Libyens kystvagt fra januar til oktober i år sendt over 14.000 mennesker, herunder flere end 1.300 børn, tilbage til Libyen. Samtidig er det lykkedes de europæiske lande med forskellige midler at tvinge Læger uden Grænser og andre organisationer væk fra den centrale del af Middelhavet. Resultatet er, at det nu er langt farligere at sejle ud fra Libyen med kurs mod Europa.
Ifølge de seneste opgørelser dør en ud af fem i forsøget på at nå over Middelhavet. Det tal er langt højere end sidste år, og der er sandsynligvis flere liv, der går tabt i bølgerne, end de officielle tal viser. De europæiske regeringers standpunkt om ikke at ville tage imod mennesker, som er blevet reddet på Middelhavet, har ført til en proportional stigning i dødsfald på havet og forværret en allerede katastrofal situation i Libyen.
Jeg er enig i, at der er brug for langsigtede løsninger for at hjælpe mennesker i nød i deres hjemlande. Men vi står med en akut situation, hvor der er brug for handling nu og her for at undgå at mennesker drukner.
