Vi husker mange historiske årsdage, men der er også begivenheder, som ønskes glemt. En af den slags er den såkaldte Ribbentrop-Molotov-pagt, der blev underskrevet 23. august 1939, altså for 80 år siden.
Joachim Ribbentrop og Vyacheslav Molotov var Nazitysklands og Sovjetunionens udenrigsministre, og aftalen betød, at de to lande indgik en ikke-angrebspagt. I virkeligheden var det meget mere end en ikke-angrebspagt, for aftalen betød også, at de to lande var enige om at besætte og dele landene, der lå imellem dem.



