Den fundamentale fejlkonstruktion i euroen er, at EU har skabt en møntunion uden en finanspolitisk union.
For et land som Italien er euroens vekselkurs højere, end den ville være for en lira, og for Tyskland lavere end en D-Mark. Dermed hæmmer euroen eksporten i den italienske økonomi, der i forvejen slås med lav produktivitetsvækst og fungerer som indirekte eksportstøtte for den stærke tyske økonomi. I kombination med et lavt lønniveau har Tyskland kunnet udnytte denne valutafordel til at fastholde en meget stram finanspolitik, og det har skabt et enormt overskud på den tyske betalingsbalance (tyskerne tjener mere, end de forbruger), og i årene frem til finanskrisen et tilsvarende stort underskud i syd (der finansierede forbrug gennem låntagning).
