Berlingske bragte op til nytåret en række artikler fulde af bekymring over manglende samarbejde mellem partierne til højre for Socialdemokratiet. Ikke mindst var der kritik af Venstre for at have svigtet tidligere samarbejdspartnere i blå blok for et regeringssamarbejde med blandt andet Socialdemokratiet.
Men sagen er, at Venstre har truffet et pragmatisk valg, hvor man har søgt at få den størst mulige indflydelse på de kommende års politik. Der var intet »borgerligt« regeringsalternativ – intet borgerligt flertal. Men der var risiko for et blodrødt alternativ, som kunne føre en politik milevidt fra de blå partiers ønsker.



