Corona fylder meget. Både i danskernes hverdag og i deres bevidsthed. Smittetal, smittetryk og incidenstal er blevet hverdagskost, som vi tager bestik af hver eneste dag – og dansen med corona skal selvfølgelig prioriteres i ministerierne. Grundlæggende oplever vi, at det politiske arbejde fortsætter i ministerierne. Og selvom ministerierne har travlt med at håndtere corona, så er der alligevel indgået en række politiske aftaler. Det gælder ældreaftale, politiforlig, elbilsaftale, grøn skattereform – for bare at nævne politiske aftaler fra de sidste 14 dage. Men i Børne- og Undervisningsministeriet står nærmest alt stille.
Netop nu ser vi, at danske elever er blevet dårligere til matematik, og at folkeskolereformen reelt ikke har løftet eleverne. Corona har samtidig betydet, at mange elever står med et læringsefterslæb. Ingen ved hvor stort. Men vi frygter, at det er langt større, end nogen egentlig er klar over. Selv den mest dedikerede og dygtige lærer kan ikke vide, hvad effekten af måneders onlineundervisning er.