Bør vi i særlig grad hjælpe kristne?

Principielt og rettighedsmæssigt mener vi ikke, at vi kan løse problemer i forhold til diskrimination og forfølgelse ved selv at diskriminere og forskelsbehandle.

»Er det rigtigt, at vi skylder at hjælpe kristne, der mangler retten til at tro og tænke frit mere end vi skylder troende fra andre religiøse traditioner at hjælpe dem?« Søren Bidstrup

Under overskriften »Vi bør i særlig grad hjælpe andre kristne« fremfører Kasper Støvring i Berlingske 5. april to principielle argumenter, som kalder på et nærmere eftersyn: For det første, at vi skylder at hjælpe vores egne mere end andre, derfor skylder vi at hjælpe kristne mere end muslimer, buddhister og troende fra andre religiøse traditioner. For det andet, at vi ikke er frit vælgende og isolerede individer, men dybt indlejret i fællesskaber, som giver en kollektiv forpligtelse.

I Dansk Missionsråd har vi i en række år har haft særligt fokus på tros- og religionsfrihed, herunder forfulgte kristne. Vi deler Kasper Støvrings frustration, når det gælder det store antal kristne, som lider under konsekvenserne af manglende tros- og religionsfrihed. Det er hjerteskærende. Og netop fordi der er tale om en vigtig og følelsesmæssigt engagerende sag, er det også nødvendigt at overveje argumentationen bag.