Rundt om det hus, jeg bor i - Holckenhus - er der rejst et massivt stillads. Men de, som har sat stilladset op, har ikke engang en byggetilladelse endnu. Holckenhus har dannet ramme om generationer af de fremmeste danske kunstnere, mest fremtrædende er nok Marie og P.S. Krøyer.
Huset blev købt i begyndelsen af året af kapitalfonden Blackstone, og planen er at nedlægge de 13 atelierer, som ligger på tagetagen, og omdanne dem til luksuslejligheder med Årstiderne Arkitekter som de samarbejdsvillige arkitekter. Det er således ikke bare huset, der mister sin kulturhistorie og den arv og ånd, som har været der. København mister også et hus, der bærer på et ideal om, at kunstnere og almindelige mennesker skal leve sammen - et hus, hvor kunstnere i 125 år har arbejdet. Man mister endnu en af de steder, som er med til at gøre byen levende og differentieret.
Vi har af uransagelige grunde fået smidt en smule grus i Blackstones aggressive ejendomsudvikling og fået Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune til at udskyde sagsbehandlingen af omdannelsen af vores bevaringsværdige hus. Sikkert mest fordi vores hus pludselig har været omgærdet af stor mediebevågenhed.
Ejendomsretten fjerner kulturarven
For bag denne ene bygning gemmer der sig en tendens, som ikke bare vores atelierer på tagetagen er ved at blive et offer for, men en tendens, hvor byerne renskures for indhold og kulturarv for at blive et middel til hurtig profitskabelse for de megastore ejendomsinvestorer.
Blackstones forretningsmetoder kommer i hvert fald ikke skatteborgerne til gode, da de opererer gennem sindrige konstruktioner.
Forvaltningen i Københavns Kommune bakker dem gerne op uden at skele til byens udvikling, fordi ejendomsretten er blevet et kardinalpunkt i sagsbehandlingen. Ejere kan operere rimeligt frit. Men når de store investorer er udenlandske kapitalfonde eller andre lokale aktører, der kun handler for kortsigtet profit, hvem tager så ansvaret for byen, for den kulturarv og historie, som vi ellers er så stolte af?
Kulturtab
Der har det seneste halvår været en række sager, som har vakt opsigt - blandt andet om Astrid Noacks Atelier, Slagteboderne, Skindbuksen og Tattooshoppen i Nyhavn. Bag dem ligger en lang række renoveringer af almindelige boliger, hvor sensibiliteten for bygningers egenart og de lejere, som findes, køres over. Samtidig skifter man originale blyindfattede vinduer ud, overmaler originale Bindesbøll-udsmykninger for blot at kunne sætte lejen en anelse op og så videresælge ejendommene. På den måde renskurer kapitalfondene vores byer og tømmer dem for identitet og kulturarv.
Man må sætte spørgsmålstegn ved, hvilken plan der er for byen. Er det en by, hvor alt skal omdannes til dyre lejligheder for de rigeste, eller en by hvor mange forskellige mennesker lever?
Af Kommuneplanen 2015 fremgår det:
At Københavns kulturarv bruges og synliggøres som del af grundlaget for at forstå og udvikle byen.
At kvaliteten af byens bevaringsværdige bebyggelser og bygninger fastholdes.
At skabe blandede og mangfoldige boligområder med boliger til alle københavnere.
Hvis de visioner ikke gælder i forbindelsen med Holckenhus eller de andre nævnte sager, hvornår gør de så?
København vokser hurtigt i disse år. Det har skabt en masse interessante byudviklingsmuligheder, men det er som om, udviklingen ofte går for hurtigt, er for ureflekteret og giver bygherrer for vide rammer. Derfor fraviges lokalplaner til gunst for investorer i et hidtil uset omfang. Nye høje huse kommer tættere og tættere på middelalderbyen. Grundpriserne stiger, og efterhånden kan man kun bygge, hvis der gives tilladelse til et øget antal kvadratmeter - altså højere huse, mens man ikke vil udarbejde lokalplaner til bevaring af de mindre erhvervsdrivende, kunstnere, og de små historiske steder, der har ligget her i århundreder.
Hvem har ansvaret for byen?
Politikerne taler med os beboere og siger, at det dog er for galt, men ryster siden opgivende på hovedet, for de har ingen løsningsmodeller, siger de. Politikerne bliver rådgivet af forvaltningen, men når forvaltningen er styret af en bestemt opfattelse af lovgivningen, får politikerne ikke de værktøjer i hænderne, som kunne hjælpe dem med at styre byen.
I stedet har vi fået en by, hvor der er givet fri for kapitalfondenes ansvarsløse raseren.
Det er vel ikke et forkert tidspunkt at spørge, om den finansielle sektor påtager sig nok ansvar for det fælles. Mon ikke det er på tide at spørge sig selv som politiker, hvordan man sætter en stopper for de store kapitalfonde, banker og storinvestorer, der smadrer tilliden til sammenhængskraften i vores samfund. Mens vi spørger, kan politikerne vaske hænder i nye kommissioner, ryste lidt på hovedet og nedsætte et udvalg, der kan se på sagen.
