Engang boede Nolde og Krøyer i Holckenhus. Nu frygter kunstnere for stedets fremtid

Charmerende oversigtsværk beskriver over 70 danske billedkunstnere, som på et eller andet tidspunkt har haft atelier i Holckenhus over for Glyptoteket. Bogen får én til at håbe, at en mæcen vil træde til, så der i fremtiden stadig vil være kunstnere, der arbejder der.

Oppe under taget på Holckenhus har der, siden huset blev færdigt i 1893, ligget 13 atelierer, hvor mange forskellige danske kunstnere har arbejdet gennem tiderne. Thomas Lekfeldt

På H.C. Andersens Boulevard – over for Glyptoteket – ligger Holckenhus. En karréstor bygning i en slags fransk renæssancestil – typisk for 1890ernes eklektiske og stilforvirrede tid. Med hjørnerisalitter med granitkvadre og franske tårntage, med karnapper og vinduesdekorationer. En nydelig, tidstypisk bygning, opført af Nicolai Albert Schioldann – en af tidens store bygmestre – efter tegninger af Philip Smidth, som i slutningen af det 19. århundrede var en meget aktiv arkitekt.

Holckenhus, der fik sit navn, fordi det ligger på den sløjfede Holcks bastion, har også facader mod Stormgade, Vester Voldgade og Dantes Plads. Den massive klods rummer både den berømte – og til tider berygtede – restaurant Rio Bravo, et rejsebureau, en kinesisk restaurant og patentbureauet Chas. Hude.