Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Besparelser gør kulturpolitiske reformer nødvendige

Selvom den danske regering på finansloven for 2019 vil tilbageføre 579 mio. kr. til kulturen i perioden 2019-2022, udligner det ikke de årlige to procents besparelser, der i samme periode udgør 820 mio. kr. Problemet er, at kulturkronerne ikke dirigeres derhen, hvor de skaber størst værdi.

I disse dage udspiller der sig en bemærkelsesværdig situation i Australien, som dansk kulturlivs aktører bør holde øje med. Tidligere på året modtog Sydneys Symfoniorkester en særbevilling på 4,6 mio. kr., men nu leverer de pengene tilbage med en skarp kritik af den australske kulturminister, Don Harwin. Orkesteret mener nemlig, at de er blevet sat i en pinlig situation, da næsten halvdelen af beløbet stammer fra besparelser på små og mellemstore kulturinstitutioner, der i forvejen er økonomisk presset.

Det er ikke kun interessant i en dansk sammenhæng, fordi Sydneys Symfoniorkester tidligere i december spillede koncert i Musikkens Hus i Aalborg i anledning af 100-års-fejringen af arkitekten bag Sydneys berømte operahus, Jørn Utzon. Det er også interessant, fordi det viser, at man på den anden side af kloden kan finde nogle af de samme udfordringer, som dansk kulturpolitik står over for.

Sagen tegner et billede af en branche, der ønsker at blive set som én scene, hvor omprioriteringer opfattes som en kannibalisering, og hvor kulturinstitutioners overlevelse bliver et mål i sig selv. Den samme opfattelse møder man ikke bare i Danmark, men også i mange af de øvrige vestlige lande.

Det skyldes dels en udbredt forståelse af kultur som en lineær fremadskridende udvikling, hvor man hele tiden bygger oven på. Når først en bevilling er givet, kan den derfor ikke tages væk igen. Samtidig har kulturinstitutionernes opgave med at bevare til evigheden spredt sig til institutionsniveau, hvilket betyder, at når først en kulturinstitution er oprettet, kan den ikke nedlægges igen. Det gør det svært politisk at gennemføre reformer, og der føres derfor stort set kun kulturpolitik, når der er nye midler at uddele.

Det er ikke noget problem, så længe man befinder sig i en ekspansionsperiode, hvor der tilføres flere penge til området. Men det viser sig som et alvorligt problem, når man befinder sig i en kontraktionsperiode, hvor pengene bliver færre. Problemet er, at man får et fastfrosset system, hvor kulturkronerne ikke dirigeres derhen, hvor de skaber størst værdi – hverken set med politikernes, kulturlivets eller borgernes øjne. Konsekvensen er et kulturliv, der betyder mindre for færre. Det bliver især tydeligt i Danmark og i lande som Frankrig, Sverige og Norge, hvor kulturlivet i høj grad hviler på offentlig støtte.

Selvom den danske regering på finansloven for 2019 vil tilbageføre 579 mio. kr. til kulturen i perioden 2019-2022 – så udligner det ikke de årlige to procents besparelser, der i samme periode udgør 820 mio. kr. I den aktuelle situation er der derfor behov for, at man opgiver tanken om at udbygge kulturlandskabet, som har drevet kulturpolitikken siden Kulturministeriets oprettelse i 1961. I stedet bør man fokusere på at forbedre kulturlandskabet – og det kræver reformer. Mit håb for 2019 er derfor, at det imod alle odds vil lykkes kulturminister Mette Bock (LA) at gennemføre nogle af de reformer, som hun har arbejdet på de seneste to år. Lige rundt om hjørnet venter dog en valgkamp, der meget vel kan sende Mette Bock til Bruxelles og de planlagte reformer tilbage til start.