OPDATERET mandag 22. juni 11.20. Berlingske publicerede 21. juni et debatindlæg af Rasmus Stoklund med nogle ændringer, som han ikke havde godkendt. Ændringerne i teksten var blevet foreslået af redaktionen på travl fredag eftermiddag med den hensigt at kvalificere indlæggets faktuelle grundlag, men dette var en fejlvurdering fra redaktionens side: Indlægget burde ganske enkelt have været bragt, som det var sendt til os. På grund af en kommunikationsfejl, som også er Berlingskes ansvar, fik vi ikke reageret på en indsigelse fra Rasmus Stoklund. Det beklager vi, ligesom vi beklager selve fejlvurderingen. Her følger Rasmus Stoklunds indlæg, som Berlingske modtog det. Nederst kan desuden læses den version, som blev bragt 21. juni.
Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard er så forundret over, at statsministerens rådgiver Martin Rossen har taget imod et tilbud om en toppost i Danfoss, at hun har dedikeret en hel leder (18/6) til at kritisere den rolle, som Rossen har haft i Statsministeriet.



