Befri Sjælland for Sundhedsplatformens forbandelse

Efter tre års drift fungerer Sundhedsplatformen stadig ikke. Formentlig fordi der er tale om et fejlkøb, der er skabt til amerikanske betalingshospitaler, ikke til det danske sundhedsvæsen. Spørgsmålet er, hvad den nye sundhedsminister vil gøre ved det.

Sundhedsplatformen fungerer stadig ikke tre år efter, at den blev indført. Hvad vil sundhedsminister Magnus Heunicke gøre ved det, spørger Flemming Sylvest Pedersen. Arkivfoto: Asger Ladefoged

Åbent brev til sundhedsminister Magnus Heunicke:

Kære Magnus Heunicke

Tillykke med din udnævnelse til sundhedsminister. Foran dig venter en periode med hårdt arbejde, for der er mange problemer i sundhedssystemet.

Jeg bor på Sjælland, og især på Sjælland er hospitalerne hårdt presset, fordi sundhedspersonalet hver dag skal kæmpe med et dysfunktionelt elektronisk patientjournalsystem, Sundhedsplatformen (SP).

Jeg går ud fra, at du ikke er helt uvidende med hensyn til problemerne med SP. Det har i hvert fald ikke skortet på artikler og læserbreve i pressen om disse problemer.

Flemming Sylvest Pedersen Flemming Sylvest Pedersen

Den opmærksomme læser af alle disse skriverier vil have bemærket, at omtalen af SP kan opdeles i to kategorier.

Den ene kategori forsøger hele tiden at bagatellisere problemerne, mens de forsikrer, at »potentialet« i SP er meget stort, og at problemerne meget snart vil blive løst. Skribenterne i denne kategori er især ledende personale på hospitalerne eller i patientforeninger samt regionspolitikere. De er karakteriseret ved, at de ikke selv beskæftiger sig med SP. En underkategori er desuden visse tidsskrifter og brancher - her tænker jeg især på IT-Branchen, der har udgivet en artikel, som skamroser implementeringen af SP, og som indledningsvis kommer med faktuelt forkerte oplysninger.

Den anden kategori består af personer, som dagligt beskæftiger sig med SP, og hvoraf de fleste bliver hæmmet og begrænset i udførelsen af deres egentlige arbejde, nemlig at tage sig af patienterne.

Hvem vil du lytte til?

Nu stiller jeg så dette retoriske spørgsmål: Hvilken af disse to kategorier vil du lytte mest til?

Jeg håber, at det er lægerne, sygeplejerskerne og lægesekretærerne. Lægesekretærerne skal du nok ikke forvente at få talt ret meget med, for ved indførelsen af SP skyndte Region Hovedstaden sig at afskedige de fleste, for de blev jo overflødige, nu da lægerne selv skulle skrive i patientjournalen.

Men hvordan er det kommet så vidt, at forskellige ansatte i sundhedssektoren har vidt forskellige opfattelser af, hvor godt SP fungerer?

Jeg tror, at det hænger sammen med, at SP blev indført som en spareøvelse. Det fremgår ganske tydeligt af SPs business case, at der var et meget stort »besparelsespotentiale« i SP. Desværre begyndte man at gennemføre business casens besparelser, før SP var begyndt at fungere bare nogenlunde. Jeg behøver vist ikke at nævne, at alle disse effektiviseringer og besparelser, som var beskrevet i business casen, endnu ikke - efter tre års drift - er blevet realiseret, og næppe nogensinde vil blive det.

Men hvorfor er det gået så galt?

Et fejlkøb udviklet til betalingshospitaler

Her er svaret ganske simpelt: Købet af SP var et fejlkøb.

SP er - på trods af al den lovprisning, der har været af dette moderne, elektroniske system - et forældet, meget lidt brugervenligt system, som for mange år siden blev designet til amerikanske betalingshospitaler. Kort sagt, så er det primært et faktureringssystem.

De amerikanske hospitaler - i modsætning til de danske offentlige hospitaler - får betaling for deres ydelser fra patienternes forsikringsselskaber. Derfor er det meget vigtigt, at der skal registreres i mindste detalje, hvordan lægerne og sygeplejerskerne har behandlet patienterne - ikke fordi det har nogen som helst betydning for patienten, men det er fundamentet under deres indtjening.

Så det danske og det amerikanske hospitalsvæsen er så forskellige, at det er meget vanskeligt at omplante et amerikansk system til danske forhold.

Tilpasning af sproget har f.eks. voldt store problemer. Også på dette område blev det demonstreret, at SP er et meget umodent system. Det indeholder nemlig ikke noget sprogmodul sådan som f.eks. Microsofts systemer gør, hvorfor deres systemer, eksempelvis Word, findes i utallige sprogvarianter. Så da den danske version skulle genereres, benyttede man sig af Google Translate, hvilket afstedkom mange pinlige oversættelsesfejl.

Jeg håber, at du også får lejlighed til at tale med hospitaler, som har en velfungerende elektronisk patientjournal. Dem har vi også nogle af i Danmark. Jeg vil især fremhæve Region Midtjylland, som har en danskproduceret patientjournal, der er udviklet i samarbejde med de læger og sygeplejersker, som skal bruge det i deres daglige arbejde.

Til slut vil jeg ønske dig god arbejdslyst med håb om, at du på længere sigt kan befri Sjælland for Sundhedsplatformens forbandelse.