ASHs forsøg på et karaktermord er pinligt og sjusket

Angrebet på Isam Bs person skriver sig ind i en efterhånden kedelig tradition, hvor muslimske kunstnere og forfattere ikke alene kritiseres for indholdet af deres værker, men hvor der også sættes spørgsmålstegn ved deres loyalitet til Danmark, demokratiet og menneskerettighederne.

»Som muslim kan man ikke have skyggen af et skæg, et tørklæde eller være åben om sin tro, uden at man med det samme skal opleve at få sine motiver gransket og loyalitet beklikket,» skriver Tarek Ziad Hussein i debatten om Isam Bs ramadan-sang. Anne Bæk

I kommentaren »Hvad skal en fundamentalistisk muslim som Isam B i Højskolesangbogen?« retter Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen (ASH), 8. august et voldsomt angreb mod sangeren Isam B i forbindelse med diskussionen om sangen »Ramadan i København«.

Det var åbenbart ikke nok at kritisere sangen, og ASH begiver sig derfor ud i et pinligt og sjusket forsøg på karaktermord, som har vist sig at være fyldt med faktuelle fejl, mangler og fordrejninger, som blandt andet dokumenteret af den knivskarpe skribent Steffen Groth.