Anklager hos Københavns Politi: Presset er nu så stort, at folk sygemelder sig og forlader politiet

Når bandekrige blusser op, er det ikke kun politiet, der bliver sat på overarbejde. Mine anklagerkollegaer løber hurtigere og hurtigere, og jeg kan som tillidsrepræsentant for anklagerne ved Københavns Politi konstatere, at arbejdsmiljøet allerede har haft sundhedsmæssige konsekvenser for flere anklagere.

»Jeg savner, at ledelsen i anklagemyndigheden og politikerne snart begynder at tage arbejdsmiljøet i anklagemyndigheden alvorligt,« skriver Martin Dahl Fuglsang. Liselotte Sabroe

Danmark har gennem flere år været ramt af bandekrige, terror og senest eksplosioner i København. Dette har medført et øget pres på politiet, hvilket bl.a. har bevirket, at der de seneste år har været politisk vilje til at tilføje flere ressourcer til politiet. Imidlertid har politikerne glemt at allokere midler til hele strafferetskæden.

Jeg anerkender til fulde, at politiet har været og fortsat er presset, og jeg anerkender ligeledes, at der har været et stort behov for hver eneste tildelte ressource. Jeg er i disse år imidlertid meget bekymret for den manglende politiske forståelse for, at vi er flere led i strafferetskæden. Retfærdighed er en kortvarig fornøjelse, såfremt de kriminelle ikke ender med at blive retsforfulgt og eventuelt idømt en straf.