For tiden ser jeg tilbage på marts og april med stor nostalgi. Ikke fordi uvisheden om en pandemi var særlig rar, ej den første store lockdown. Eller onlineundervisning og arbejde. Månederne var fyldt med kedsomhed, ensomhed og angst om fremtiden. Men fællesskabet!
Fællesskabet, vi havde i marts og april, da vi hjalp hinanden med indkøb, holdte afstand og fandt på digitale fællesskaber. Da vi sang og mødtes i skoven. Det var rørende, opløftende og håbefuldt. Det hele skulle nok gå. Én for alle og alle for én!
Del:
