Den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse fyldte to år 1. januar 2023. Lovændringen anses af mange som en sejr for forurettede i voldtægtssager, fordi det nu ikke længere er et krav for, at der kan dømmes for voldtægt, at det kan bevises, at den tiltalte anvendte vold, trusler om vold eller at den forurettede befandt sig i en tilstand eller situation, hvor den pågældende var ude af stand til at modsætte sig handlingen. I stedet skal anklagemyndigheden alene bevise, at den forurettede ikke samtykkede til samlejet.
At opstille et krav om, at begge parter skal samtykke til sex, for at det kan anses for lovligt, kan næppe anses for revolutionerende i et moderne retssamfund som vores. Problemet med bestemmelsen er da heller ikke kravet om gensidigt samtykke, men derimod at bestemmelsen lader til at have medført flere af de såkaldte »påstand mod påstand«-sager.