Walk the talk, før du tager stiletterne på, Brian!

Hvis I tror, at Brian Mikkelsen som posterboy i høje hæle for sexy skomærker giver noget som helst for kvinder i bestyrelser, så kan I godt tro om. For to år siden konfronterede jeg her på bloggen ham og andre topchefer, der jævnligt træder frem i rampelyset, rådgiver i og tager credit for agendaen, for ikke at gøre noget ved det selv. I dag har intet ændret sig – udover skoene. I det mindste klæder de ham.

Jeg forstår det godt. Det er ikke let at få påduttet, hvem man skal ansætte. Det er sikkert også det, der spænder ben for Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen, og andre stakler, der ikke får ansat kvinder nok i deres topledelse. Måske er dette den hellige gral i jagten på at få andelen af kvinder op: Det er let at tale om (og giver god omtale), der er bare ikke nogen, som gider gøre noget ved det selv.

Men Brian Mikkelsen og andre har en Ulla Therkelsensk evne til at være overalt, når der skal laves regler, udvalg, sættes mål, interviewes eller holdes moralske taler om emnet. Og man er rent ud sagt ved at have fået nok af at skulle være tilskuer til, hvordan de samme personer gentagne gange bliver gjort til frontfigurer for agendaen – og siger ja til det – uden blik for åbenlyse mangler.

For i Dansk Erhverv sker der ingenting. For to år siden gjorde jeg – efter at Brian Mikkelsen havde postet 11 nye kvindetiltag på LinkedIn – lidt opsøgende arbejde og fandt ud af, hvor mange han egentlig selv har. Jeg tjekkede bestyrelse, direktion og forretningsudvalg hos Dansk Erhverv – og hos et par andre, der soler sig i rampelyset. Det var skuffende læsning.

Af 26 kvinder havde Brian én kvinde i bestyrelsen. I ledelsen sad én kvinde. I forretningsudvalget sad én kvinde. Ligeledes havde Dansk Industri, som er afsender af tiltag som The Gender Diversity Pledge, har mangfoldighedsudvalg, udgiver rapporter og har en bestyrelsesdatabase, kvinder i målestokken ti til 60 mænd. Det skrev jeg om. Brian Mikkelsen gav aldrig svar på tiltale, men Lars Sandahl, topchef i Dansk Industri (DI), var kort efter med i en artikel om vigtigheden af at få kvindeandelen i ledelser op.

Brian Mikkelsen deltager i kampagnen #RespectHighHeels, som skofirmaet Roccamore står bag.

Nu kan man så se Brian Mikkelsen i stiletter i en infam reklame, som fuldstændig knockouter new normal som et malplaceret csr-stunt. Udover at det rejser spørgsmål såsom: Er det fotoshop, eller har han skoene på (så har han i hvert fald flotte, slanke, hårløse lægge)? Hvorfor er det mænd, der reklamerer for det? Tænk hvis kvinder søgte mænd til neglesaloner og så i mandetøj i reklamerne og viftende med neglelakkerne? Så efterlades man også med et: Hvorfor nu, Brian – igen?

Hvad har de gjort?

Ja, for hverken han eller Lars Sandahl eller andre kunne vel finde på at fortsætte med at gøre sig til fortalere for agendaen uden at have rykket sig? Eller kan de? Brian er vel så med i kampagnen, fordi han arbejder på det, ikke? Kan I høre trommehvirvlen?

På to år er der ikke sket en hujende fis. Dansk Erhverv har stadig én kvinde i direktionen. Forretningsudvalget er øget med to medlemmer, men disse er heller ikke kvinder, der er nu én kvinde ud af 11 i stedet for én ud af ni. Det er altså bare blevet værre. Bestyrelsen har lagt sig ud med otte medlemmer, så den lille forøgelse fra en til fire kvinder blandt nu 34 medlemmer er forsvindende lille.

I DI er der også en lang næse at finde: Direktionen er gået fra en til to kvinder af otte, mens bestyrelsen er vokset fra 60 til 70 personer med 12 kvinder frem for ti. Bonusinfo: I PensionDanmark, hvor Lars Sandahl er formand, og Brian Mikkelsen er medlem, er der fire kvinder ud af 16 medlemmer.

Hvornår holder vi op med igen og igen ukritisk at promovere de samme toplederkendisser, som ikke ser sig selv i spejlet? Måske Søren eller Johanne, der har en smv og på trods har nået målene, fortjener en klapsalve, at klippe en snor eller komme med på råd? Vi må promovere walk the talk-menneskerne.

Lad os slutte af med et godt tweet fra Brian Mikkelsen:

»Vi skal have mere diversitet. Blandt andet flere kvinder ind i bestyrelserne. Ikke fordi de er kvinder, men fordi de er dygtige.«

Det er de så åbenbart ikke i Dansk Erhverv. Eller hvad? Walk the talk eller lad stiletterne og skåltalerne stå i skabet, Brian.

Ester Dora Rado er iværksætter og brandingekspert