Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Virksomhedernes sociale ansvar er at tjene penge

I en ny artikel- og podcastserie kigger Berlingske Business nærmere på de forandrede succeskriterier i dansk erhvervsliv. Niels Westy og Otto Brøns-Petersen fra CEPOS mener, at en virksomheds altoverskyggende samfundsbidrag er at tjene penge. Den tager ikke noget, den bør give noget tilbage af, argumenterer de.

»Man bør ikke frikende 'socialt ansvar' for en betydelig signalværdi,« skriver Niels Westy og Otto Brøns-Petersen fra CEPOS. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har nærmest udviklet sig til et ritual, at deltagere i diskussioner om »virksomheders sociale ansvar« begynder med at afsværge sig Milton Friedmans udsagn om at »the business of business is business«, en parafrase over overskriften af hans indlæg i New York Times i 1970, hvor han langede kraftigt ud efter csr-begrebet og dets talsmænd.

Hvad, Friedman påpeger, er, at i et frit samfund, »er der et og kun ét socialt ansvar for en virksomhed – at bruge ressourcerne og deltage i aktiviteter hvis formål er at øge dens fortjeneste, så længe den holder sig inden for spillets regler, det vil sige, deltager i åben og fri konkurrence uden bedrag eller svindel«.

Altså noget ganske andet og mere end blot »the business of business is business«. Og Friedmans artikel kan ikke blot fejes af bordet med et »tiden er løbet fra det«. Den nye serie »Succeskriteriet« fra Berlingske Business lagde dog netop for med, at lektor Martin Iversen foretog den rituelle afsværgelse (14. december). Det kalder på en reaktion.

Friedman har to grundlæggende pointer.

Den første er at advare imod en infantil forståelse af en virksomhed som en person eller som personificeret ved topledelsen. »Virksomhedens ressourcer« og dermed aflønningen af dem tilhører i sidste ende nogle personer. Aflønningen af arbejdskraften tilhører medarbejderne, og overskuddet tilhører ejerne. »Virksomheden« har ikke selv ressourcer til for eksempel at forfølge bestemte politiske mål. Friedman havde ingen problemer med, at lønmodtagere eller ejere bruger deres indkomster, som de vil – herunder til politiske formål. Problemet er et moralsk krav om at bruge andres penge.

For det andet anfægtede Friedman ideen om, at virksomheder bør »give noget tilbage til samfundet«. En virksomheds altoverskyggende samfundsbidrag består i dens kommercielle virksomhed. Den tager ikke noget, den bør give noget tilbage af. Robert Barro har illustreret pointen ved at beregne, at Bill Gates bidrag (målt ved forbrugernes gevinst) ved Microsoft-produkter er ti gange så stort som de mange milliarder, Gates giver væk til velgørenhed.

Friedman var ikke naiv med hensyn til, hvorfor virksomheders kommercielle aktivitet gavner andre end ejerne. Det er konkurrencen og forbrugernes frie valg, som disciplinerer virksomhederne til at optræde på den måde.

Desværre kan »socialt ansvar« være skalkeskjul for at varetage mere tvivlsomme interesser – og navnlig, hvis det filtres sammen med statslig regulering. Moderne virksomhedsteori understreger interessekonflikten mellem ledelse og ejere – mellem agent og principal. Men hvis ledelsen har flere bundlinjer at vælge mellem, kan det blive vanskeligere at monitorere dem.

Ledelsens aflønning er typisk også mere afhængig af kortsigtet rentabilitet end langsigtet. Greenwashing kan for eksempel tænkes at hjælpe til et højere afkast på kort sigt, indtil det bliver afsløret. Og både ejere og ledelse kan have en interesse i at gå i maskepi med politikere og myndigheder om at berige sig på for eksempel kundernes bekostning. Herhjemme har forsyningssektoren argumenteret for, at reguleringen ikke bør være så hård, når nu sektoren skal bidrage til grøn omstilling. Finansministeren har lige lanceret særlige »grønne obligationer.«

Hvis Friedman havde levet i dag, ville han formentlig have langet endnu kraftigere ud mod denne form for »socialt ansvar«.

Den mest hyppige indvending imod Friedman er, at der ikke altid er en modsætning mellem virksomhedens økonomiske og politiske bundlinje. Men han anerkender selv argumentet i essayet. Der kan i den ene yderlighed være tale om, at kunderne efterspørger det, og i den modsatte at virksomheden bliver afpresset til at forfægte bestemte politiske synspunkter for ikke at få sit omdømme angrebet.

Man bør ikke frikende »socialt ansvar« for en betydelig signalværdi. Det kan være med til at tænde en advarselslampe til investorer og kunder om svagt ejerskab eller manglende seriøsitet. Men som Friedman selv medgiver, så kan der også være gode grunde til at påtage sig »socialt ansvar«, så signalerne kan være vanskelige at afkode.

Uanset hvad bør Friedmans synspunkter diskuteres, ikke rituelt fordømmes.

Niels Westy er cand.polit.og skribent på Punditokraterne.dk og Otto Brøns-Petersen er analysechef i den borgerlige-liberale tænketank CEPOS.